lørdag den 19. juni 2010

Andy McNab: Brutal magt

En spændingsbog som i høj grad henvender sig til mænd, både hvad angår emne og indhold. Historien starter med et tilbageblik til 1987, hvor historiens hovedperson, Nick Stone i forbindelse med en våbensmugling i Libyen, likviderer et medlem af IRA. 20 år senere bliver deltagerne i våbensmuglingen jagtet, og Nick Stone må for at overleve, optrevle både de personlige og politiske baggrunde i den 20 år gamle sag.
En spændende historie, med en lidt stereotyp persontegning, som aldrig bliver helt nærværende. De 367 sider er letlæste, uden at jeg på noget tidspunkt havde besvær med at stoppe læsningen midt i et kapitel.

Andy McNab
Brutal magt
367 s.
Lindhardt og Ringhof, 2010.

torsdag den 10. juni 2010

Wolves vil udbygge stadion

Wolverhampton har fredag fremlagt klubbens planer for en ombygning af hjemmebanen Molineux.
Premier League-klubben Wolves vil have flere tilskuere til klubbens kampe og planlægger derfor en udvidelse af den mangeårige hjemmebane Molineux.
Klubben vil investere i omegnen af 350 millioner kroner i at ombygge stadionet, så det fra 2014/2015-sæsonen vil kunne huse 36.000 tilskuere mod de nuværende 29.303.
Projektet, som endnu mangler de lokale myndigheders blå stempel, sættes efter planen i gang efter 2010/2011-sæsonen, hvor Molineux’ nordlige tribune vil blive revet ned for at give plads til en ny i to etager.
Klubbens administrerende direktør Jez Moxey understreger, at pengene, der lægges til side til projektet, ikke bliver trukket fra manager Mick McCarthys transferbudget, og at klubben fortsat har fuld fokus på fodbolden.
Molineux, som har været Wolves’ hjemmebane siden opførelsen i 1889, er et stadion med stolte traditioner.

Kilde: Bold.dk 28.5.2010

Wolves henter Burnley-profil

Premier League-klubben Wolverhampton har hentet den 23-årige Burnley-angriber Steven Fletcher for 60 millioner danske kroner.

Den skotske landsholdsangriber Steven Fletcher scorede otte mål for Brian Jensens Burnley i den netop afsluttede Premier League-sæson. Burnley rykkede som bekendt ud af den bedste række, men Brian Jensen får ikke lov til at spille sammen med Fletcher, når den nye Championship-sæson starter.
I stedet tørner Fletcher ud for Wolverhampton, der her til aften sikrede sig den 23-årige angribers underskrift for omtrent 60 million kroner.
- Han er en skotsk landsholdsspiller, som vi har fulgt intensivt i et stykke tid. Han er en fantastisk spiller, der trods sin unge alder allerede har høstet stor erfaring på højeste niveau både i England og i Skotland, siger klubbens direktør Jez Moxey til klubbens hjemmeside.
Steven Fletcher har optrådt syv gange for det skotske landshold, hvor det er blevet til en enkelt scoring.

Kilde: Bold.dk 3.6.2010