søndag den 28. november 2010

Endelig sejr til Wolves

Oktober og november måned har været 2 svære måneder at være Wolves-supporter i. I hver tilfælde rent resultatmæssigt. Spillet har egentligt været godt nok, men holdet har i mange kampe smidt point og sejre væk i de sidste minutter. Da det blev rettet, fik vi i stedet mål imod os indenfor de første minutter af kampene. Og så bliver det svært at vinde kampe. Mod Sunderland på hjemmebane kom Wolves foran 1-0 i 2. halvleg. Men symptomatisk scorede Sunderland så 2 gange og med 13 minutter tilbage så det umuligt ud for Wolves. Med med mål af Stephen Hunt og Sylvan Ebanks-Blake (billedet) i henholdsvis det 81. og 89. minut, blev sorg til glæde vendt. En 3-2 sejr var sikret. Lad os håbe dette var vendepunktet...

lørdag den 27. november 2010

Spøgelsesfangen

"Spøgelsesfangen" er 3. bind i serien om kriminalassisten Nina Portland fra Esbjerg Politi. Som "straf" for at have sagt nej til et lederkursus, sendes Nina Portland ud til et tilsyneladende uinteressant flystyrt ved Vejers Strand. Det sker selvom Esbjerg er på den anden ende p.g.a. to velplanlagte likvideringer i den kriminelle underverden. I et rigtig godt skåret plot, bliver de to hændelser på forunderlig vis vævet ind i hinanden. Samtidig kører der løbende forskellige interessante sidehistorier, der alle er med til at skabe en rigtig god og troværdig roman, som er mere end en almindelig krimi. Persontegningerne fremstår nuancerede og troværdige, og understøtter på bedste vis bogens handling. Har du ikke læst de 2 tidligere bind, "Økseskibet" og "Kulmanden", har du endnu mere at glæde dig til. Jens Henrik Jensen har skabt en krimiserie, som også holder internationalt.

Jens Henrik Jensen
Spøgelsesfangen
479 sider
Politikens Forlag, 2010

Fasandræberne

"Fasandræberne" er 2. del af krimiserien med lederen af Afdeling Q, Carl Mørck. Afdelingen efterforsker denne gang en gammel sag, med rødder tilbage til et mondænt kostskolemiljø og en gruppe afstumpede kostskoleelever som er besat af  nydelsen af at pine og plage deres ofre. De uopklarede mord på et søskendepar i et sommerhus i 1980'erne og en eftersøgt posedame med forbindelser til personer i samfundets top, gør at Carl Mørck efterhånden kan ane en sammenhæng, som kan opklare både de gamle og de nye forbrydelser. En spændende og grum krimi, hvor læseren konstant holdes på pinebænken!!!

Jussi Adler-Olsen
Fasandræberne
399 sider
Politikens Forlag, 2008

Wolves-WWFC får nyt logo

Mit Hattrick-hold "Wolves-WWFC" er i den netop afsluttede sæson 43, rykket op i division V. I den anledning har jeg fået lavet et nyt logo til holdet. Logoet er kreeret af "Larseta", og er i sit udtryk mere klassisk og stringent end det tidligere logo.


En stor tak til "Larseta" for det flotte arbejde.

torsdag den 11. november 2010

Gør en forskel

I 2006 udgav Ulrik Wilbek ”Tro på dig selv” , om mandskabspleje-og udvikling. I “Gør en forskel” bygger han videre på erfaringerne fra sportsverdenen og erhvervslivet. Udgangspunktet er et værktøj til personlighedsanalyse og hvad den viden kan bruges til. Herefter går Ulrik Wilbek videre ved at understrege, at hvis man vil gøre en forskel, skal det ske på baggrund af en klar målsætning og tilhørende handleplan.
Bogen giver klare og overskuelige anvisninger på hvordan du selv kommer igang med arbejdet. Anvisningerne anskueliggøres på bedste vis gennem eksempler fra Wilbek’s eget arbejde som træner og coach. En god bog hvis du ønsker at vide mere om personlighedsanalyse og hvad den kan bruges til.

Ulrik Wilbek
Gør en forskel
245 sider
Lindhardt og Ringhof, 2010