lørdag den 25. oktober 2008

Wolves på sejrskurs


Efter den fremragende sæsonstart, har Wolves på det seneste været mere ustabile i deres præstationer. Det er blevet til et par grimme nederlag, senest tirsdag aften på udebane mod Norwich, hvor det blev til et forsmædeligt 5-2 nederlag. Heldigvis kom holdet stærkt tilbage idag på Vicarage Road Stadium, hvor Watford blev slået 3-2. Præstationen var ikke overbevisende, igen var forsvaret usikkert, medens angrebet stadig skaber chancer og scorer masser af mål. I forsvaret var den store redningsmand Kevin Foley, som 2 gange reddede på stregen i slutminutterne. Watford brændte desuden også et straffespark i anden halvleg. Men vigtigst var at vi vandt kampen og holder fast i 2.-pladsen og dermed direkte oprykning. Næste kamp er allerede tirsdag aften hjemme på Molineux mod Swansea. En kamp vi skal vinde.

Ned til hundene


Helle Helle
Ned til hundene
Samlerens Forlag, 2008
158 s.


Helle Hellle har gjort det igen. Skrevet en bog som med akkuratesse beskriver en hverdag i sin på alle måder ligegyldige og kedsomlige hændelsesbeløb. Her beskrives i ekstremerne hvad tusindvis af danskere "oplever" hver dag. Men Helle Helle gør det på en måde, så jeg som læser fasineret vender side efter side i bogen. Specielt da "Ned til hundene" foruden beskrivelsen af hverdagen, viser at denne hverdag også indeholder indtil flere dramatiske historier. Brug et par timer på at følge en forfatterindes ankomst til en landsby på Sjælland, hvor hun tilbringer en uges tid som logerende i John og Putte's hjørnesofa og hurtig bliver en del af bybilledet og livet i byen. I al sin dramatik. En bog med substans.

onsdag den 22. oktober 2008

Karin Alvtegen: Savnet


Karin Alvtegen
Savnet
Tiderne Skifter, 2002
265 s.


Savnet, var svenske Karin Alvtegen's krimidebut. Og for den fik hun den nordiske krimipris, Glasnøglen, som hvert år gives til den bedste nordiske krimi.

Savnet er historien om hvordan en hjemløs kvinde i 30'erne bliver eftersøgt for mord, fordi hun via forklædning og skuespil på et hotel, er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men Savnet er ikke mindst en historie om en uønsket piges opvækst i såkaldt gode kår og hendes opgør med denne opvækst og det den har bragt med sig.

En rigtig god krimi, men også en fremragende skildring af hjemløshed, hvor den hjemløse her får historie, skæbne, ansigt og kontur.

Thomas Kanger: Søndagsmanden


Thomas Kanger
Søndagsmanden
Politikens Forlag, 2008
288 s.


Endnu en fremragende svensk krimi og én for mig ukendt fremragende svensk krimiforfatter. Journalist og forfatter Thomas Kanger har skrevet fire bøger i serien om Elina Wiik ved Vesterås politi. Kun 2 af dem er indtil videre udkommet på dansk.

Kriminalinspektør Elina Wiik, får i Søndagsmanden ved diverse politipolitiske manøvrer, lov til at forfølge en gammel kollegas uopklarede mordsag, få uger før sagen forældes.

Denne tidsfrist, sammenholdt med et genialt og overbevisende plot, giver alen til én i forvejen spændende og troværdig historie. Alle persontegningerne er overbevisende og sammenholdt med et godt og flydende sprog, er her en krimi som må anbefales på det varmeste. Den bedste jeg har læst i meget lang tid.

mandag den 13. oktober 2008

Martin Jensen: Mand af ære


Martin Jensen
Mand af ære
Klim, 2008
280 s.

Med dette 7. bind af serien afsluttes serien om byfogeden i det middeladelige Assens. Som de andre bind serien er også dette bind en kombination af en en kriminalsag og en beskivelse af det almindelige liv i Assens. Men ikke mindst er det en politisk historie, som dels giver et indtryk af Danmarks historie på den tid og dels hvordan Eske Litle og hans mænd rent politisk må sno sig i forhold til både magthavere og bylaug.
Martin Jensen formår med dette afsluttende bind at lukke historien om Eske Litle på en god og naturlig måde, hvor konturerne tegnes til fremtiden for både Eske Litle og hans 2 tro væbnere Bane og Tade.
Læs serien - det vil du ikke fortryde.

mandag den 6. oktober 2008

Team Second To None rykkede ud

Efter 6 sæsoner i landets næstbedste række i Planetarium Manager, måtte Team Second To None igår bide i det sure æble, og erkende at nedrykningen fra B-4 var en kendsgerning. Fra næste sæson hedder det derfor C-14. Men det er klubbens ambition at vende hurtig retur til B-rækken.

søndag den 5. oktober 2008

Udstilling om Danmark-ekspeditionen


Var i dag på Nordatlantens Brygge, for at se udstillingen om Danmark-ekspeditionen 1906-08 til Nordøstgrønland, i anledning af 100 året for ekspeditionens hjemkomst.

Er du bare en smule interesseret i Danmark-ekspeditionen og dens fantastiske historie, skulle du rive et par timer ud af kalenderen og se udstillingen. Udstillingen er ikke større end du på knap 2 timer kan se og læse alt i udstillingslokalet.

Udstillingen centrerer sig om samtlige af ekspeditionens 28 deltagere og mindre om ekspeditionens tab af 3 medlemmer - Mylius-Erichsen, Jørgen Brøndlund og Høegh Hagen, som ellers er det de fleste forbinder med Danmark-ekspeditionen.

Min interesse for Danmark-ekspeditionen blev vakt, da jeg i september 1984, læste Vagn Lundbye's nyudkomne bog "Omkom 79'fjorden". Siden har jeg læst alt hvad jeg har kunnet finde om ekspeditionen og dens skæbne. Hvis du ikke har læst Vagn Lundbye's bog, er det et godt sted at starte, fordi du med den bog får hele den centrale historie og myte om Danmark-ekspeditionen.