lørdag den 5. december 2009

Wolves på sejrskurs igen


Vi vidste det ville blive svært at være oprykningshold i Premier League. Og det har holdt stik. Efter sidste weekends hjemmebane-nederlag til Birmingham, skulle Bolton besejres idag. Det gjorde vi heldigvis også. 2-1 blev sejren på. Mål af Jody Craddock og Nenad Milijas (billedet) sikrede de 3 point. Efter 15 kampe er det blevet til 3 sejre, 4 uafgjorte og 8 nederlag. Ialt 13 point. En tommelfinger-regel siger at der skal et gennemsnit på 1 point til pr. kamp, for at redde livet i Premier League. Så der mangler vi lige lidt endnu. Heldigvis er der kun 1 point op til nedrykningsstregen. Og det er jo først når sidste spillerunde er overstået, at vi skal være der.

søndag den 22. november 2009

Mensch service


Reklamebureauet Mensch har i Politiken kørt nogle helsides teksttunge annoncer som reklame for sig selv. Denne søndag med overskriften "Der var ingen avis i morges". Den handler om service, og om nye og gamle kunder:
"Et mærkes værdi står i et rimeligt direkte forhold til kundens lyst til at købe. Og multipliceres mange gange af kundens lyst til at genkøbe. Derfor er en brugt kunde mere værd end en ny.
Men alle render efter de nye kunder. Når man kaprer en, siger man tak for tilliden, vender hende ryggen og prøver at gøre sig lækker for nogle andre."

Ovenstående tekst kunne man meget let tænke videre ind i bibliotekernes strategi i forhold til hvilke lånere der skal satses på. Dem der allerede bruger biblioteket og er glade for det, eller dem som af mange forskellige grunde ikke kommer på biblioteket?

Se Mensch annoncer for sig selv her

BGA i fremgang


Sidste søndag sluttede sæsonen for BGA. Jeg tog bilen til Frederiksberg Idrætspark, en "tidlig" søndag morgen, da FCK II altid spiller søndag kl. 10.30. Det var mit første besøg nogensinde på Frederiksberg Stadion. Og en dejlig oplevelse tilligemed. Et hyggeligt og stemningsfyldt stadion omkranset af en rød cindersbane på Sønderjyllands Allé, som er en sidevej til Peter Bangsvej. BGA var for første gang i længe, tilbage på det niveau der prægede holdets sæsonstart. Derfor blev det også til den første sejr til BGA siden 26.9. 4-1 blev den sikre sejr på, som samtidig betyder at BGA holder vinterpause på en 11. plads. Det er 3 pladser over nedrykningsstregen. Første kamp i forårssæsonen bliver den 20. marts 2010 på udebane mod Stenløse. Jeg glæder mig allerede.

søndag den 25. oktober 2009

Aistrup Arkivet.


Se disse fantastiske billeder fra Aistrup Arkivet, som giver et billede af Danmark i 1900-tallet. Inga Aistrup var nok Danmarks første kvindelige pressefotograf. Derfor var Chefredaktør Einar Black også noget i tvivl, om han kunne ansætte en kvinde til det krævende job som pressefotograf på det nystartede ugeblad Billed-Bladet tilbage i 1938. Inga Feilberg Gottlieb havde ellers været i mesterlære hos R. Kehlet og havde bestået med glans.
Chefredaktøren lod sig overtale af sin kone, skuespillerinden Bodil Ipsen, og derved blev den da 28-årige Inga én af landets første kvindelige pressefotografer.
Hun hed på det tidspunkt Inga Hirchfeld, men giftede sig snart med Bjarne Aistrup og blev derfor kendt i bladets spalter som Inga Aistrup.
Hendes søn Peter Lind har lavet det store arbejde med at gøre arkivet tilgængeligt på Internettet

Se de mange billeder HER

BGA og Wolves


Lørdag eftermiddag var, hvad angår mine 2 hold, en blandet oplevelse. På Glostrup Stadion tog BGA imod Greve, som også befinder sig i den nedre halvdel af 2. division øst. Altså en meget vigtig kamp, som skulle vindes, hvis BGA skulle begynde at bevæge sig væk fra nedrykningspladserne. Men, men, men - det blev til et 1-3 nederlag, Og nu er BGA 3.-sidst og på en nedrykningsplads. Kampen var på mange måder jævnbyrdig, men da assistenttræner Søren Mørch måtte gå ud efter ca. en halv times spil, var det som om BGA manglende en spilstyrer og en spiller som "tiltrak" sig bolden. Samtidig produceres der stadig for få chancer, og der er ikke koldblodighed nok, når chancerne endelig opstår. Forsvarsmæssigt går det godt det meste af tiden, men i hver kamp er der desværre et par situationer, hvor modstanderne får gratis "løbepas". Med afregning ved kasse 1 til følge. Nederlaget mod Greve var 4 kamp i træk som BGA tabte. Nu skal det gerne vende næste weekend på udebane mod Brønshøj.
Wolves derimod, gjorde en rigtig god figur i den TV-tranmitterede kamp på hjemmebane mod lokalrivalerne fra Aston Villa. Wolves spillede rigtig godt, og det ser ud til at de er ved at vænne sig til det vildt opskruede tempo i den bedste række. Pasningsspillet så rigtig godt ud, samtidig med at holdet organisering ser meget fornuftig ud. Moralen har det også godt, hvilket kampen i går også viste, da Wolves slog tilbage, umiddelbart efter at være kommet bagud 10 min. før slutsignalet. 1-1 på hjemmebane mod en meget formstærkt tophold lover godt for de næste kampe og resten af sæsonen.

fredag den 23. oktober 2009

Bruce og Monica

Tjek lige denne dejlige video fra en koncert med Bruce Springsteen, hvor han synger "Dancing in the Dark. Pigen der ser tilbedende op på Bruce Springesteen og senere kommer op på scenen og danser med unge Bruce er en ligeså ung Courteney Bass Cox = Monica fra "Venner".

Drengen i den stribede pyjamas


Hvis du har et par timer til overs, så lån filmen Drengen i den stribede pyjamas. Bruno, en uskyldig og naiv otte-årig dreng, der uden varsel tvinges til at flytte fra sit trygge hjem og kammeraterne i Berlin til en tysk landsby. Her viser det sig at hans far skal være lejrkommandant i den nærliggende koncentrationslejr. Da Bruno keder sig og er rastløs trodser han sin mors forbud og tager ud på opdagelse i den nærliggende skov. Dér møder han på den anden side koncentrationslejr-hegnet den jævnaldrende jødiske dreng Shmuel og et uventet venskab begynder...

Drengen I Den Stribede Pyjamas er baseret på John Boynes prisbelønnede roman. En del af realismen i historien er svær at overføre til film, da det f. eks ikke er sandsynligt at de to drenge på den måde kunne mødes ved koncentrationlejrens hegn. Men historiens banalitet og filmens morale, samt skuespillernes præstation, gør at man sidder tilbage med en gribende og tankevækkende følelse, som gør at det er en film man ikke lige glemmer med det samme.

torsdag den 22. oktober 2009

Anne-Marie Vedsøe Olesen

Skovlunde Bibliotek havde onsdag aften besøg af forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, til en spændende og interessant aften om hendes forfatterskab, og hvad der inspirerede hende. Se pressemeddelsen herunder:

Mød forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, som oprindelig er
uddannet læge, men skiftede karriere til fuldtids forfatter,
da det første romanmanuskript blev antaget i 1999. Som barn
drømte Anne-Marie Vedsø Olesen om en karriere som
operadirigent.

I dag "dirigerer" Anne-Marie Vedsø Olesen sine fortællinger og alle personerne
deri: ”At skrive er lidt som at dirigere musik. Denne følen efter, om udtrykket
er præcist, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, file til, slibe teksten,
indtil den rammer præcis det, man har inde i sig og gerne vil udtrykke. Og jeg sørger altid for, at der er musik med i mine bøger. Jeg kan slet ikke lade være. Det er de musiske følelser, der driver mig til at skrive”.
Inspirationen hentes hos franske tænkere som Beauvoir, Camus og Sartre samt russiske forfattere som Tolstoj og Dostojevskij. Men først og sidst og størst er alligevel Shakespeare. Blandt de moderne tæller Anne Rice supersanselige vampyrromaner, Frank Herberts filosoferende science fiction, Mary Stewarts magiske Arthurlegende ...

Den musikalske inspiration hentes hos Mozart, Wagner, Dvorák m. fl.

Den ægyptiske mytologi danner fundament for Seth-trilogien, der består af romanerne Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke.
Ambitionen med trilogien er i moderne form at nydigte hele materialet af mytologi, der knytter sig til den egyptiske kaosgud. Samtidig skal Seth indfange og repræsentere de kaotiske strømninger, der er en følge af vores nutidige multifacetterede verden, hvor ateisme og biogenetik for længst har punkteret fortidens forældede moralbegreber.

I 2009 har Anne-Marie Vedsø Olesen arbejdet med gyserfortællinger.
I antologien: ”POE – 4 makabre hyldester” i anledning af Poe 200-års dag findes novellen: "Orkestergraven" - inspireret af Poes gyser ”Hjertet der sladrede” - et gys om elskovens mest destruktive sider.
Novellen "Brangænes medicin" er inspireret af Wagners opera Tristan og Isolde, en fortælling om hor, mord og kærlighed omsat til en lægeromance på et moderne hospital. Findes i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter: moderne danske lægenoveller”.

Mød en spændende ung dansk forfatter onsdag d. 21. oktober på Skovlunde Bibliotek i Medborgerhusets store sal kl. 19.30. Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sit forfatterskab, læser op og spiller uddrag af den musik, som har skabt de fremragende romaner og noveller.

Læs mere om Anne-Marie Vedsø Olesen på hendes hjemmeside:

A. M. Vedsø Olesens forfatterblog

lørdag den 17. oktober 2009

Juergen Baron von Bömmelberg


Sidste nyt fra mit Hattrick-hold:
Wolves-WWFC har i den sidste tid sonderet spillermarkedet, for at få en sidste forsvarsspiller, som kunne komplementere antallet og kvaliteten af spillerne i den bagerste række. Det er derfor med stor glæde at klubben kan meddele at det er lykkedes at købe det unde tyske forsvarstalent Juergen Baron von Bömmelberg.
Vi gentager lige navnet - Juergen Baron von Bömmelberg - husk det - ham vil verden komme til at høre meget mere om
.

søndag den 11. oktober 2009

BGA - nederlag til B.93 og LFA


Sidste lørdag blev det til et nederlag til BGA på 4-1 på Østerbro Stadion til B.93. Kampen blev afviklet i et forrygende regnvejr, som dog ikke satte en dæmper på nogle af BGA's medrejsende fans. De opførte sig så problematisk, at der kort inden sidste kampfløjt ankom en 5-6 betjente til stadion. På trods af det dårlige vejr var kampen meget velspillet, og BGA fulge godt med i første del af kampen. Bl. a. var Søren Krogh (billedet) meget velspillende, men lige meget hjalp det, da B.93 var meget konsekvente i deres udnyttelse af chancer.

I går var nedrykkerne fra LFA, på besøg på Glostrup Stadion. Det tidligere 1. divisionshold med base i Nykøbing Falster, havde ikke det store besvær med at hive en 0-2 sejr hjem. Dette til stor begejstring for de medrejsende fans, herunder den velkendte kok Claus Meyer, samt far og søn Sørensen fra Vanløse.

søndag den 5. juli 2009

Wolves henter Championship-skarpretter


Wolverhampton fortsætter med at ruste sig til Premier League. Senest har man købt angriberen Kevin Doyle i Reading.

Wolverhampton råder allerede over Championship-topscoreren Sylvan Ebanks-Blake, og nu får man endnu mere firepower til frontlinjen.

Efter en sæson i The Championship vender Readings farlige Kevin Doyle tilbage til Premier League. Han har skrevet en fire-årig kontrakt med de ambitiøse oprykkere fra Wolverhampton, som siges at have givet en rekordsum for ireren.

- Wolves var den første klub, jeg fik tilbud fra, og jeg kom godt ud af det med manageren. Det føltes rigtigt for mig at skifte hertil, siger Doyle.

Den 25-årige angriber tog Premier League med storm, da Reading i 2006 rykkede op. Doyle fik nettet til at blafre 13 gange i 28 kampe i sin første sæson. I sidste sæson blev det til 18 mål i The Championship.

Kilde: Bold.dk

fredag den 26. juni 2009

37-årig målmand klar til Premier League


Efter en sæsons fravær vender den amerikanske målmand Marcus Hahnemann tilbage til Premier League. Han skal spille for Wolverhampton.
Det siges, at man kommer langt med en god målmand. Og det budskab synes de at have forstået hos oprykkerne Wolverhampton.
De orangeklædte midtenglændere råder i forvejen over den yderst talentfulde målmand Wayne Hennesey, som passer buret på det walisiske landshold. Men nu har man garderet sig på pladsen med erhvervelsen af 37-årige Marcus Hahnemann, som kommer på en fri transfer fra Reading.
- At få endnu en chance for at spille i Premier League er helt fantastisk for en mand som mig. Det er det perfekte skifte, siger Hahnemann, der var førstevalg i Readings to Premier League-sæsoner, om transferen til Molineux.
Dermed er der for alvor skudt gang i Wolverhamptons oprustning til Premier League. I denne uge har man også købt den serbiske midtbanespiller Nenad Milijas af Røde Stjerne.

Kilde: Bold.dk 17.6.09

Wolves henter Serbiens bedste


Oprykkerne Wolverhampton har sikret sig midtbanespilleren Nenad Milijas, der i sidste sæson blev kåret til årets spiller i den serbiske liga.
Traditionsrige Wolverhampton er tilbage i det fornemme selskab i Premier League, men for at blive her, skal der forstærkninger til. Det er ledelsen i klubben opmærksomme på, og i dag kan man så præsentere den første markante forstærkning.
Den 26-årige midtbanespiller Nenad Milijas har således skrevet under på en fireårig kontrakt med ulvene, der dermed kan glæde sig over at have årets spiller i den serbiske liga i sidste sæson i truppen.
- Vi er begejstrede over at have startet forstærkningen med købet af Nenad Milijas, siger direktør Jez Mozey til klubbens hjemmeside.
Milijas gør sig på midtbanen, men også i feltet skal man holde øje med ham. I 97 kampe for Røde Stjerne har han således nettet 37 gange.

Kilde: Bold.dk - 15.6.09

søndag den 14. juni 2009

Sidste kamp som Glostrup FK

Lørdag eftermiddag tog jeg til et dejligt Ølstykke Stadion, for at se Glostrup FK spille sin sidste kamp, inden klubben 1.7.09 skifter navn til BGA. Bemærk det nye BGA logo herover. Iøvrigt var det også sidste kamp for Ølstykke, inden de skifter navn til FC Egedal.
Kampen var meget velspillet og Glostrup spillede på et meget højere teknisk niveau end set længe. Og med 6 mål, var man også godt underholdt her. Desværre lykkedes det ikke Glostrup at holde fast i 1-3 føringen, da de i anden halvleg fik den stærke vind som gik på langs af banen, lige imod sig.
Her er hvad der der står på Glostrups hjemmeside om kampen:

Lørdag eftermiddag spillede GFK sidste kamp under navnet Glostrup FK for denne gang - Næste gang De røde Helte tørner ud i 2. division er det under sammenslutningen BGA.
Kampen havde ikke den store betydning, da hverken Glostrup eller Ølstykke kunne nå noget i tabellen og det bar kampen bræg af. På et gennemblæst Ølstykke stadion - der havde et græstæppe, man kun kan være misundelig på - spillede holdene frisk til og ind i mellem med flere gode angreb og detaljer.
Ølstykke lagde bedst for land og kom også foran på en dødbold, men GFK spillede sig op og scorede på et flot langskud af Kenni Pedersen. Målet virkede som en spand kold vand i hovedet på Ølstykke spillerne og Glostrup kom til flere gode chancer. Mål nummer to kom efter, at den spillende træner Thomas Maale jagtede en lang bold og i kamp med målmanden, fik han vristet sig fri og spillet en fremstormende Kasper Kalule som let kunne score i det tomme mål.
Kampens bedste mål blev flot scorede af Kenni Pedersen efter et opspil som drager paralleller til Barcelonas dream team. I en serie af afleveringer helt fra GFKs bagerste kæde endte bolden hos Maale som med en hælaflevering fandt Kenni, som med sin anden scoring, kunne trille bolden under den sagesløse Ølstykke keeper til 1-3
Det var også stilling ved pausen. Desværre kunne GFK ikke holde stand og da Ølstykke scorede i starten af 2. halvleg blev det en overlevelseskamp. En kamp som desværre kun rakte til et point.
Glostrup gav debut til forsvarsspilleren Magnus Corfixen og midtbanespilleren Suleyman Aynaoglu. Samtidigt blev det sidste kamp for Glostrups assistenttræner og målmand Michael Skjold, der fra næste sæson skal stå på egne ben med Taastrup FCs damesenior.

Af: Michael Skjold Hansen
Lagt på nettet 14-06-2009 12:48

søndag den 24. maj 2009

Glostrup / BGA sikker i 2. Division Øst


Glostrup / BGA vandt lørdag 2-1 over Vanløse. Da de øvrige resultater i divisionen endte til BGA´s fordel, , betyder det at holdet nu er uden for nedrykningsfare. Med 4 kampe igen har BGA 35 point, medens Skovlunde på den sidste nedrykningsplads har 22 point. Kampen mod Vanløse blev overværet af 218 tilskuere på Glostrup Stadion, som så BGA spille en bedre hjemmekamp end set længe. Simon Hanghøj og Kenni Pedersen bragte Glostrup på 2-0, inden Vanløse fik reduceret 8 min. før tid og fik skabt spænding om resultatet.

tirsdag den 19. maj 2009

Thomas Maale - BGA's første træner


Fusionsklubben BGA, der går i luften til sommer, vil i sin første sæson have Thomas Maale som cheftræner.
Fra sommerferien går Glostrup Fodbold Klub, der på seniorplan huserer i 2. division Øst, sammen med Albertslund IF Fodbold. Fusionen omfatter klubbernes seniorhold samt hold fra U16 til U19, og kommer til at bære navnet Boldklubben Glostrup Albertslund, BGA.
Nu har fusionsklubben så også fået en cheftræner på plads. Det bliver den nuværende Glostrup-træner Thomas Maale, der skal stå i spidsen i næste sæson.- Vi har lavet en aftale om, at jeg skal være træner fra den 1. juni 2009 til den 1. juni 2010, siger Thomas Maale til bold.dk.- Nu er det faldet på plads med mig, og så skal vi til at have fundet en assistenttræner, og så kommer forhandlingerne med spillerne bagefter, tilføjer den 34-årige cheftræner. Glostrup er med fem runder tilbage placeret på niendepladsen i 2. division Øst.




Kilde: Bold.dk

lørdag den 25. april 2009

BGA er nu en realitet


DBU har netop godkendt, at Glostrup FK indgår i en delvis fusion med naboklubben Albertslund. Fra den kommende sæson hedder klubberne BGA

En ny, delvis fusion har set dagens lys i dansk fodbold med Glostrup FK og Albertslund IF som de involverede parter.
DBU har netop godkendt en såkaldt delvis fusion mellem klubberne GFK og AIF med virkning fra 1. juli 2009. Det vil ske under navnet "Boldklubberne Glostrup Albertslund" - i kort form BGA.
Den nye konstellation overtager Glostrup FK’s placering efter sommerferien, hvilket efter alt at dømme vil sige i 2. division øst.
En delvis fusion er, modsat en fuld fusion, kendetegnet ved, at to eller flere klubber lægges sammen på et begrænset niveau. I det konkrete tilfælde har GFK og Albertslund valgt at indgå delvis fusion på herresenior-niveau, mens de to klubbers øvrige seniorhold spiller under Sjællands Boldspil Union, som også står for indplacering af disse hold. På ungdomssiden gælder den delvise fusion holdene fra U16 og opefter, mens spillerne på U15 og ned stadig spiller børne- og ungdomsfodbold i moderklubberne.

Supplerer hinanden
Formand for Glostrup FK, Hans-Henning Jacobsen, bliver ny formand for BGA. Han peger på, at de to klubber kompletterer hinanden rigtig godt.
- Der, hvor vi har huller i årgangene, har AIF hold og omvendt. I Glostrup har vi haft tradition for at have et hold på 2. divisionsniveau, og vi har altid haft en god bredde. Det, vi mangler, er talentmassen og et lag nede fra til at trykke op ad, og det har AIF. Det er fx rigtig godt, at Albertslund har et hold i Sjællandsserien, så vi ikke får det store hul mellem det bedste og næstbedste hold, som vi har i GFK, siger Hans-Henning Jacobsen.

Vestegnens alternativ
Han understreger, at BGA skal være Vestegnens alternativ, men vil ikke sige i forhold til hvem. Man skal dog ikke være fodboldprofessor for at gætte, at det er til Brøndby.
- Vores kerneydelse skal være at udvikle og levere spillere til andet og tredje lag i dansk fodbold, og skulle vi ramme en enkelt guldåre i ny og næ, gør det ikke noget, som er bedre til end os. På længere sigt er håbet, at vi bliver selvforsynende med spillere til førsteholdet, vel vidende at man skal være meget tilfreds, hvis det lykkes at producere en eller to førsteholdspillere per årgang, siger Hans-Henning Jacobsen, der ikke vil afvise, at den delvise fusion senere kan blive udvidet til at omfatte flere hold.

Godt samspil
Generalforsamlingerne i både Glostrup og Albertslund IF godkendte den delvise fusion for et par måneder siden, og også på kommunalt plan har samarbejdet fået en fin modtagelse.
- Der er alt mulig god grund til at rose både Glostrup og Albertslund Kommune for deres samarbejde i denne situation, siger Hans-Henning Jacobsen.
I øjeblikket arbejdet sportsfirmaet Select på at designe en spilledragt til BGA. Den gennemgående farve bliver rød.
- Vores trøje kommer til at minde om Dannebrog, og derudover får vi røde bukser og strømper, afslører Hans-Henning Jacobsen.


Kilde: Folkebladet Glostrup - Brøndby - Vallensbæk, 15.4.09.

Wolves - Championsmestre 2008/09


Wolves fik i dag en ny titel, da de blev Championsmestre 2008/09. Uafgjort 1-1 mod Barnsley var nok - selv om det holdt hård. Først 6 min. før tid scorede Kyel Reid (billedet) det udlignende mål for Wolves. Dermed var mesterskabet ikke bare teoretisk i hus, men også helt reelt. Senere på dagen tabte Birmingham 1-2 på hjemmebane til Preston North End. Havde Wolves ikke sikret sig mesterskabet tidligere, var det så blevet en realitet med det resultat. Wolves har nu, før sidste spillerunde på søndag, 87 point - 7 mere end Birmingham. En fantastisk sæson er næsten slut. Snart starter forberedelserne til den nye sæson for Premier League klubben Wolverhampton Wanderers FC. - ja, den er allerede igang.

Wolves: Championship-mestre?


Wolves kan idag gøre 2008/09 sæsonen helt perfekt, hvis de med mindst 1 point på udebane mod Barnsley idag, også sikrer sig Championship-mesterskabet. Dog er Wolves målscore så meget bedre end Birminghams, at det kun er meget teoretisk hvis Birmingham skal snuppe mesterskabet. Med mindre at det afgøres på indbyrdes kampe, for der er Birmingham bedst. Men jeg mener ikke det afgøres på indbyrdes kampe, men ved det ikke 100%.

Ved halvleg er stillingen stadig 0-0. Wolves har været under pres hele halvlegen og spillet rigtig dårligt ifgl. kommentatorerne fra Beacon Radio - Sport. Ved starten af 2. halvleg har Wolves foretaget 2 udskiftninger, for at ændre tingenes tilstand.

Men lidt forståelse har jeg dog også, da det efter oprykningen sidste weekend, selvfølgelig kan være svært at bevare fokus. Men selvfølgelig er det også her spillerne skal vise at de er professionelle.
På billedet ses målscorer Sylvan Ebanks-Blake i sidste weekends oprykningskamp mod QPR.

lørdag den 18. april 2009

What a day

Idag, lørdag den 18. april er dagen hvor Wolves har 1. forsøg af 3, på at sikre sig oprykning til Premier League. Sidst holdet spillede i Premier League var i sæsonen 2003/04, hvor vi kun fik den ene sæson, inden turen gik tilbage til Championship.
Første forsøg idag er på hjemmebane mod Queens Park Rangers (QPR). En svær kamp, da QPR er et rigtigt godt hold, som Wolves traditionelt har det svært med. Således også da vi i denne sæson mødte dem på udebane, og tabte med 1-0. Dagens kamp har selvfølgelig skabt en forventningsfuld stemning i hele Wolverhampton, og man forventer et udsolgt Molineux. Men manager Mick McCarthy maner til besindighed og nøjes med at sige at han er rigtig glad for at Wolves her på 3. sidste spilledag, er i stand til selv at kunne afgøre sin skæbne. Det er en meget fordelagtig position at være i.
Topscorer Sylvan Ebanks-Blake er kommet over sin skade, og har meldt sig klar til dagens kamp. Andy Keogh og Sam Vokes har gjort det rigtig godt i de 2 sidste kampe, hvor Ebanks-Blake og Chris Iwelumo har været skadet. Ligeledes har Marlon Harewood, som Wolves har lånt i Aston Villa, gjort det godt. Så det bliver spændende at se hvilken opstilling Mick McCarthy vælger.
Så er holdopstillingen kommet:
Hennessey, Foley, Craddock, Berra, Ward, Edwards, Henry, Jones, Jarvis, Ebanks-Blake, Keogh. Subs.: Higgs, Stearman, Reid, Vokes, Harewood.

46 min.: 1-0. Sylvan Ebanks-Blake scorer efter en fejl i QPR's forsvar. Keogh afleverer til Ebanks-Blake, som let scorer på 3-4 yards afstand. Molineux går amok.

92 min: We are back in Premier League. Yes, yes, yes....

mandag den 13. april 2009

Wolves, Wolves og Wolves


Wolves gjorde det - vandt udebanekampen mod Derby med 2-3. Andrew Keogh bragte Wolves på sejrskurs allerede efter 7 min. Men som sædvanlig, kan man næsten sige, gik det så helt galt, da Derby scorede 2 gange og satte Wolves under et kolossalt pres. Intet tydede på at Wolves skulle komme tilbage i den kamp. Men Matthew Jarvis udlignede og i det 87. min. scorede Andrew Keogh sit andet mål og sejrsmålet til Wolves-sejr 3-2. Og for at gøre det hele endnu bedre, så fik Birmingham, Sheffield U og Reading kun uafgjort i deres respektive kampe. Dermed er Wolves med 3 kampe tilbage foran med henholdsvis 6, 7 og 10 point. Det betyder at Wolves med en sejr på lørdag mod QPR kan sikre sig oprykning til Premier League.
Wolves, Wolves og Wolves

Efter Southampton - så Derby


Wolves reagerede prompte på 0 - 2 nederlaget mandag aften mod Birmingham, med at besejre Southampton med 3 - 0. Efter at have set "højdepunkter" fra kampen mod Birmingham, må jeg konstatere at nederlaget var både tåbelig og ærgelig. Birmingham bliver reduceret til 10 mand efter en udvisning, og alligevel scorer de til 1-0 i 1,halvlegs overtid, på et fumlemål hvor bolden bliver løbet ind med kroppen. I anden halvleg er en dårlig tilbagelægning efter 69 min. skyld i 2 - 0 målet og afgør reelt kampen. Var kampen gået til halvleg med 0 - 0, ville det være blevet en helt anden kamp. Ærgeligt, ærgeligt - men også Wolves i en nøddeskal.

Heldigvis kom klubben ovenpå igen 4 dage efter med 3 - 0 sejren over Southampton. Wolves scorede allerede i 1. minut og var foran med 3 mål efter 19 min. Solidt og med stor viljestyrke i en kamp hvor hverken Iwelumo eller Ebanks-Blake var med. Begge de 2 Wolves topscorere var ude med skader. Ebanks-Blake blev skadet under træning, medens Iwelumo blev båret skadet ud i Birmingham-kampen. Ingen af de 2 spillere bliver klar til dagens kamp på udebane mod Derby. En rigtig svær kamp venter, da Derby ikke har tabt på hjemmebane i ligaen de sidste 8 kampe. Og selvom Derby med en sejr i sidste runde så godt som sikrede sin eksistens i divisionen, skal Wolves ikke regne med at få en walk-over.

Wolves har her hvor der mangler 4 runder, 4 point ned til Birmingham og 5 til Sheffield U. Birmingham fik nemlig kun 0-0 på udebane mod bundholdet Charlton, medens Sheffield U bl.a. med en sejr på udebane over Reading er spurtet frem i tabellen.

Wolves, Wolves, Wolves

fredag den 10. april 2009

Success is temporary, loyalty is forever


At holde med Wolves, betyder også at være i stand til kunne leve op til mottoet "Success is temporary, loyalty is forever". Sådan var det igen i mandags i topbraget mod Birmingham. Selvom Birmingham fik en mand vist ud i slutningen af 1. halvleg, kom de alligevel foran 3 min. ind i 1. halvlegs overtid. I 2. halvleg blev det endda til 2-0, og dermed er intet afgjort i toppen og med hensyn til oprykning.

Idag, Langfredag, gælder det så Southampton. Sejr er det eneste der tæller for Wolves.

mandag den 6. april 2009

Skæbnekamp


Med 6 kampe tilbage i denne sæsons Championship er betingelserne ved at tegne sig, for hvad der kræves for at Wolves til næste sæson er Premier League-klub. Status er at Wolves stadig er på 1.-pladsen, 5 point mere end Birmingham og 8 point mere end Reading og Sheffield U. Alle hold har spillet 40 kampe. I aften gælder det så en sand gyser mod Birmingham på udebane. Umiddelbart vil et uafgjort resultat være tilfredsstillende, medens en sejr vil give optimismen et kolossalt løft. Vi er klogere lidt i 11 i aften. Go, Wolves, go.

søndag den 29. marts 2009

Glostrup overraskede i 2. division Øst


Glostrup overraskede i dagens udekamp mod topholdet FC Vestsjælland. Efter 26 min. scorede Mads Torry (billedet) for Glostrup og så var den kamp afgjort.
Med 2 sejre i de 2 første kampe i 2. halvsæson, har Glostrup fået en perfekt start. Holdet har nu 26 point for 16 kampe og er nu tæt på topholdene i 2. division Øst. Onsdag skal vi møde Stenløse på udebane.

Dagens målscorer Mads Torry skiftede efter sommerferien 2008 til Glostrup. Den dygtige angriber har en fortid i Vejle, Ølstykke, Hvidovre og KB.

lørdag den 21. marts 2009

Glostrup Fodbolds 1.-holds trup


01: John Lundbye
02: Magnus Corfixen
03: Kristian Lund
04: Simon Hanghøj
05: Henrik Volquardsen (anfører)
06: Rasmus Håkansson
07: John B. Sandberg
08: Thomas Domino
09: Kenni Pedersen
10: Mads Torry
11: Brian Andresen
12: Christian Andreasen
13: Kasper Schultz
14: Jonas Nielsen
15: Morten Edvold
16: Mickey Rolling
17: Jess Hansen
18: Sakariye Khalif
19: Jacob Poulsen
20: Kasper Kalule
21: Martin Ustrup
22: Suleyman Aynaoglu
31: Michael Skjold Hansen
33: Martin Hansen

Fra dagens kampprogram Glostrup - HIK:
Vi byder velkommen til nogle nye spillere i Glostrup trøjen. Heriblandt Jonas Nielsen (Fr. Valby), John Sandberg (Brønshøj), Kasper Kalule og Kasper Schulz, begge to er kommet fra FC Amager. Disse 4 spillere, er spillere som kan gå direkte ind og forstærke både vores offensiv og defensiv. Samtidig skal vi byde velkommen tilbage til en gammel kending, Brian Andresen, som er kommet hjem fra Færøerne og som er klar til at bombe videre for os. Endvidere er Rasmus Håkansson kommet tilbage til os fra netop HIK som vi skal møde i dag.

Igen en 3-point kamp - Nottingham Forest


Der resterer nu 7 spillerunder inden sæsonen er slut og de to direkte oprykningspladser er fordelt. Som sæsonen har udviklet sig, havde Wolves haft mulighed for allerede nu at have så godt som sikret sig den ene af de 2 direkte oprykningspladser. Men en forfærdelig februar måned , har gjort at alting er åbnet op. Nærmeste konkurrenter er stadig Reading og Birmingham, men fra baghjul er også kommet Sheffield U., Cardiff og Burnley, så der er pres på i hver eneste spillerunde fra nu af.

Wolves resterende program ser sådan du:

21.3. Nottingham Forest - Wolverhampton
06.4. Birmingham - Wolverhampton
10.4. Wolverhampton - Southampton
13.4. Derby - Wolverhampton
18.4. Wolverhampton - Queens Park Rangers
25.4. Barnsley - Wolverhampton
03.5. Wolverhampton - Doncaster

En nøglekamp bliver selvfølgelig udebanekampen mod Birmingham d. 6. april. Men det er en sandhed med modifikationer, da hver ENESTE kamp bliver "den vigtigste". I sidste spillerunde mødes Reading og Birmingham, og alt efter hvordan det ser ud på det tidspunkt, kan det også blive en kamp som får stor indflydelse på Wolves skæbne.

Men nu gælder det i første omgang Nottingham Forest og de 3 point vi skal have i den kamp. Men at møde nedrykningstruede hold, er altid en ekstra svær nød at knække.


Glostrup - HIK


Jeg måtte da lige en tur på Glostrup Stadion og se sæsonpremieren for Glostrup FK i 2 Division Øst, nu da Albertslund (AIF) og Glostrup FK fusionerer deres overbygninger fra næste sæson og bliver til BGA. På en råkold lørdag eftermiddag vandt Glostrup Fodbold kampen mod HIK med 3-2. Det bliver spændende at følge holdet og dets udvikling. Tilskuermæssigt er der også plads til fremgang. Kun 213 tilskuere overværede dagens kamp.

fredag den 20. marts 2009

Glostrup og Albertslund bliver til BGA


2. divisionsklubben Glostrup går sammen med Albertslund og vil i fremtiden bære navnet Boldklubben Glostrup Albertslund.
En fusion har længe været på tale på den københavnske vestegn, og nu er det en realitet. Fra sommerferien går Glostrup Fodbold Klub, der på seniorplan huserer i 2. division Øst, sammen med Albertslund IF Fodbold.

Fusionen omfatter klubbernes seniorhold samt hold fra U16 til U19, og kommer til at bære navnet Boldklubben Glostrup Albertslund, BGA.- Formålet med fusionen er - med fokus på udvikling af spillere til 2. og 3. lag i dansk fodbold - at give alle unge og voksne på den københavnske vestegn et konkurrence- og udviklingsmæssigt fodboldalternativ, skriver klubberne i en pressemeddelelse.Glostrup er ved vinterpausen placeret på niendepladsen i 2. division Øst.

(Kilde: Bold.dk)

lørdag den 7. marts 2009

Så blev det endelig marts


Hele februar måned gik uden at Wolves fik en eneste sejr. Måneden endte med et forsmædeligt hjemmebanenederlag 0-1 til Plymouth. Så blev det heldigvis marts, som i tirsdags startede med en 1-0 sejr på udebane mod Crystal Palace. Idag er det igen udebane, denne gang mod Sheffield Wednesday. En sejr mere i den kamp, og vi kan kalde det en stime...

lørdag den 28. februar 2009

Plymouth Argyle


Januar og februar måned har ikke været succesrige - for at sige det mildt - for Wolves. I søndags blev det kun 2-2 hjemme mod Cardiff. I dag gælder det så sidste kamp i februar, hjemme mod Plymouth Argyle. Lad det blive en lykkelig udgang på februar, og begyndelsen til en mængde sejre i de resterende 12 kampe. Heldigvis har vi historien på vores side, da Wolves traditionel er gode i sæsonens sidste måneder. Januar og februar's pointtørke er lykkeligvis faldet sammen med at de 2 forfølgende hold, Reading og Birmingham, også har tabt en del kampe og spillet uafgjort. Så endnu holder vi førstepladsen i divisionen. 3 point idag, tak. Og en suveræn indsats også - det ville hjælpe på nerverne.

Yacoubians Hus


Alaa Al-Aswany
Yacoubians Hus
Oversat fra engelsk af Ingeborg Christensen
Gyldendals Bogklubber, 2007
266 sider.

Yacoubians Hus blev en bestseller i den arabiske verden da den udkom i 2002. Det selvom den beskriver et så tabubelagt emne som homoseksualitet og også tager emner som terrorisme, undertrykkelse, korruption og seksuel misbrug op. Yacoubians Hus er en smuk bygning i det centrale Caioro. Historierne i bogen er bygget op om nogle af disse forskellige beboere, som selvom de kommer fra det samme bygningskompleks, har vidt forskellige livsvilkår. Yocoubians Hus et et lille Egypten i sig selv. Bogen er en fascinerende beskrivelse af det moderne Cairo og Egypten, og hvad et samfund præget af diktatur, fattigdom, korruption og uretfærdighed, gør ved dets indbyggere, i form af terrorisme, fattigdom, forfølgelse og seksuelt misbrug i mange former.

En stor læseoplevelse, som giver indsigt, udsyn og stof til eftertanke.

søndag den 22. februar 2009

Skridttæller


Jeg har lånt en skridttæller fra Måløv Bibliotek, da jeg skulle 4 dage på ferie i Hamburg. For det er jo spændende at se hvor mange skridt man går - både under museumsbesøg, når man supershopper eller bare kigger sig omkring i feriebyen. Under alle omstændigheder har man som regel trætte ben, når man sidder på restauranten om aftenen og snakker om hvor meget man har gået.

Skridttælleren viste følgende antal skridt:
Torsdag: 15.412
Fredag: 14.650
Lørdag: 11.447

Min kone som havde sin egen skridttæller med - samme model - gik dog i gennemsnit 2 - 3.000 skridt mere end jeg, selvom vi i det store hele gik de samme strækninger. Måske svinger mine hofter ikke tilstrækkeligt ??????:)

Nyt logo til Wolves-WWFC




Mit Hattrick-hold Wolves-WWFC, har fået nyt logo. Det gamle var fra klubbens stiftelse i oktober 2005, så det var på tide at logoet fik et facelift. Det har det så fået nu med dette smukke logo, som nu vil være holdets officielle.

Endnu en chance til Wolves


At være Wolves-fan er som regel en rollercoaster-oplevelse. Efteråret var suveræn, men efter nytår er det på 2 måneder blevet til kun èn sejr. 2 uafgjorte og 4 nederlag er det blevet til i de resterende 6 kampe. For 14 dage siden tabte vi 2-1 til Coventry på udebane, hvor vi endda brændte et straffespark 4 min. inde i overtiden. Og så på managerens 50 års fødselsdag (!) Ugen efter blev det til et udebanenederlag på 1-0 til Burnley. Derfor er vi nu kun 3 point foran Birmingham og 4 foran Reading, som dog har spillet en kamp mindre. Heldet tilsmilede endda Wolves, da både Birmingham og Reading tabte deres respektive kampe lørdag. Derfor har Wolves en gylden mulighed for at skabe lidt afstand ved at vinde søndagens hjemmekamp mod Cardiff City.

søndag den 1. februar 2009

Steffen Brandt og Tina Dickow


Fik idag billet til Steffen Brandt og Tina Dickow - koncert den 6. maj i Portalen i Greve. De 2 sammen er en oplevelse ud over det sædvanlige. Nedenstående er hvad der officielt siges om:


ALONE TOGETHER TOUR 09
De to sangere og sangskrivere Steffen Brandt og Tina Dickow har i de senere år udviklet et stærkt samarbejde og optrådt som gæster ved hinandens koncerter. På utallige opfordringer er de nu gået sammen om en turné med en række akustiske koncerter rundt i landet. Under overskriften ”Alone Together Tour” vil de sammen og hver for sig give ellers velkendte sange nye dimensioner og finde tid til den eftertænksomhed og fordybelse der ikke altid er plads til ved en hæsblæsende rockkoncert.

tirsdag den 27. januar 2009

Topbrag mod Reading


Efter Wolves i lørdags tabte 4. runde FA-Cup kampen mod Middlesbrough på hjemmebane med 2-1, kan holdet nu udelukkende koncentrere sig om ligaen. Og det bliver nødvendigt allerede i aften, hvor vi skal møde 2. placerede Reading på udebane. Den omvendte kamp på hjemmebane tabte Wolves med 0-3.
Birmingham tabte i weekenden 2-0 mod Blackpool, så Wolves er således nu 4 point foran Reading og 7 point foran Birmingham. Så en sejr over Reading vil være et nødvendigt skridt i den rigtige retning.

lørdag den 24. januar 2009

2 nye spillere til Wolves


2 nye spillere er hentet ind til Wolves på lån her i januar transfer-vinduet. Begge spillere er lånt for resten af sæsonen og begge er lånt hos Premier League-klubben West Ham.

Sidste uge kom Kyel Reid (billedet t.v.), en 21-årig talentfuld wing, som har spillet på Englands under 19-landshold. Kyel Reid får debut i dagens 4. runde FA-Cup kamp mod Middlesbrough.


I denne uge blev der så skrevet kontrakt med den 30-årige erfarne midtbanespiller, Nigel Quashie. Nigel Quashie kan ikke deltage i FA-Cup kampene, da han spillede i 3. runde for Birmingham, som han var udlånt til på det tidspunkt.

Frankie Boy


Jens Andersen
Frankie Boy : en biografi om Frank Arnesen
People's Press, 2008
407 sider

Den sidste lille uges tid har dette typiske og dragende billede som pryder forsiden på Jens Andersen biografi om Frank Arnesen, ligget og kaldt på mig. Det har været spændende at læse hver eneste side i den 407 sider tykke bog om Frankie Boy. Også Jens Andersen har haft problemer med at få Frank Arnesen til at medvirke, men Arnesen har dog besvaret mails fra forfatteren, ligesom han har givet Jens Andersen lov til at kontakte familie, venner og ansatte. Selvom bogen derfor hovedsagligt bygger på sekundære kilder, er det lykkedes forfatteren at lave et nærværende og vedkommende portræt af Frank Arnesen, som også giver en god fornemmelse af den udvikling Frank Arnesen har gennemgået både fagligt og menneskeligt. Dette er Frank Arnesen biografien.
Og husk at Jens Andersen kommer på Ballerup Bibliotek, tirsdag den 3. februar kl. 19.30 og fortæller om bogen.

lørdag den 17. januar 2009

Løbedagbog 2008


Min målsætning rent løbemæssigt for 2008 var at løbe minimum 28½ km. pr. uge. Det ville betyde et samlet kilometertal på 1482 km. Resultatet blev 1511 kilometer eller lidt over 29 km. pr. uge. Udvidelsen af målsætningen fra 25,5 til 28,5 km. pr. uge skyldes, at jeg tror det er nødvendigt at sætte "nogle kilometer i banken" i forhold til den overordnede målsætning på 50.000 km. i 2032, hvis eller rettere når der opstår skader.
2008 var heller ikke helt skadesfrit. Men dog gik det så godt, at der ikke var uger hvor jeg ikke kunne løbe. Men siden september måned har jeg haft ondt i højre knæ. Dog ikke mere, end jeg ved en fornuftig disponering har kunnet løbe hele tiden. Heldigvis er man kommet ud over ungdommens vovemod, og ved nu godt hvornår der skal holdes pause. Lydhørheden over for kroppens signaler er blevet udviklet gennem årene.


En sejr, tak


Så gælder det Bristol City. Og nu skal der gerne en sejr på kortet. Sidste lørdag gav desværre et 3-1 nederlag på hjemmebane til Preston. Det selvom Wolves kom foran efter 20 minutters, da Prestons målmand sendte et udspark direkte i fødderne på Sylvan Ebanks-Blake, som let scorede. Men herefter gik alt galt og igen fik modstanderne scoret få minutter efter Wolves' mål. Desuden fik Wolves tilkendt et straffespark af dommeren, som så efterfølgende afblæste kendelsen, efter at kave konsulteret linievogteren. 2 af Prestons mål blev iøvrigt scoret af Stephen Elliott, som indtil for nylig var Wolves-spiller.

I tirsdags blev det dog til en 2-0 sejr på udebane mod Birmingham i den udsatte FA-cup kamp. I 4. runde skal Wolves på hjemmebane møde Middlesbrough fra Premier League. Kampen skal spilles i næste weekend, den 24.-25. januar.

Men her til aften gælder det Bristol City på udebane. Og med kun 4 point ned til nummer 2, Reading, ville en sejr være endog meget velkommen.
Specielt da eftermiddagens kampe betød at Birmingham via uafgjort på hjemmebane mod Cardiff, mistede 2 point. Reading tabte desuden på udebane til Swansea. Så dermed har Wolves alle tiders chance for, ved en sejr, at trække lidt fra de 2 forfølgerhold

fredag den 16. januar 2009

Ej så svært


Martin Jensen
Ej så svært
Klim, 2008
214 sider


Efter afslutningen på middelalderkrimierne om Eske Little, har Martin Jensen nu skrevet en ganske enkelt fremragende bog om Danmark fra 1953 til 57, set med barneøjne.
Bogen er en stille og intens fortælling om den 6-årige Kaj's opvækst i et socialt boligbyggeri i Gentofte i 1950'erne. En fin og følsom beskrivelse af en familie og tid, som stadig er præget af den verdenskrig som er afsluttet nogle år forinden. Martin Jensen formår sprogligt at beskrive tiden og personerne, med en sådan intensitet og følsomhed, at bogen næsten billedmæssigt under læsningen opfattes som en film der kører - med lyd og dufte.

Bo Bjørnevig skrev i Weekendavisen: "Ligesom navnet Martin Jensen minder om både Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen, således gør hans bøger det også."

Snyd ikke dig selv for denne litterære rejse, siger jeg. Det er ej så svært.

lørdag den 10. januar 2009

Alting begynder i Gram


Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz
Alting begynder i Gram
Borgen, 2008
231 sider


Efter 30 års adskillelse bragte filmatiseringen af "Frygtelig lykkelig", forfatteren Erling Jepsen og filminstruktøren Henrik Ruben Genz sammen igen. De 2 gamle barndomsvenner krydser i denne samtalebog klinger, om hvad der er fup eller fakta i forbindelse med deres opvækst i Gram. Hvad skete der egentligt? Og hvordan kan opfattelsen af det skete være så forskelligt? Var de i det hele taget til stede? Er det fri digt og fantasi? Eller hvor meget er der lagt til historien, for at gøre den mere interessant? En spændende, morsom og tankevækkende samtalebog som gør, at jeg Skærtorsdag d. 9. april vil forfølge barndommens spor og besøge Gram, Højer og Nørre Sejerslev. Men inden da vil jeg den 3. marts tage til forfatterarrangement på Ballerup Bibliotek med Erling Jepsen om kunsten at vokse op i Sønderjylland. Måske kan jeg blive klogere af det? Men har dog mine tvivl.

Se også promotionsvideo for bogen her
Den understøtter vist så godt som noget det skrevne.

Wolves og 2009


Skal 2009 være året hvor Wolves rykker op i Premier League igen? Klubben gik ind i det nye år med et forspring på 7 point ned til både Reading og Birmingham. I sidste runde i det gamle år, satte alle 3 førerhold 2 point til. Birmingham og Reading spillede uafgjort om søndagen. Så Wolves havde i mandagens kamp mod Blackpool på udebane, muligheden for med en sejr at øge føringen til de 2 andre tophold til 9 point. Desværre fik Blackpool 6 min. før tid, udlignet den 2-1 føring som Wolves ellers havde.
Igår vandt Reading med 4-0 på hjemmebane over Watford, medens Birminghams kamp er blevet udsat. Så en sejr på hjemmebane over Preston idag vil være kærkommen.


Og sådan skulle det så ikke gå - Wolves tabte 1-3. Som i de foregående kampe, kom de foran, men modstanderholdet får udlignet indenfor de næste min. efter scoringen. Det er virkelig et punkt som holdet må arbejde stenhårdt med.

fredag den 9. januar 2009

Nålen i armen


Lone Kûhlmann
Nålen i armen - slægten og brødrene Price
Wilhelm Hansen Musikforlag, 2007
189 s.

Den lidt narkotiske titel henviser til at begge brødrene Price er hooked på scenekunst, om det er teater, revy, musicals, tv-serier eller teater. Men ikke mindst er James og Adam Pice afhængige af gastronomi. Vi kender dem jo fra DR2's kultserie "Spise med Price", som er fjernsyn når det er bedst.
Bogen giver et bredspektret billede af brødrenes opvækst, i en familie hvor forældrene begge er anerkendte og karismatiske skuespillere og instruktører. En fortravlet hverdag, hvor den daglige omsorg er overladt til husbestyrerinden. Bogen giver også et glimrende billede af brødrenes indbyrdes forhold og deres respektive arbejdsmæssige udfordringer, samt de overvejelser de gør sig i forhold til karriere og famillie, set i sammenhæng med deres egen opvækst. En biografi med stof til eftertanke.

Terror uden ansigt


Thomas Kanger
Terror uden ansigt
Politikens Forlag, 2006
271 sider

En meget aktuel bog, set i lyset af våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne i januar måned. For Thomas Kanger's bog "Terror uden ansigt", starter nemlig med at et panserregiment ved Slagelse bliver røvet og der bliver stjålet 10 Leopard-kampvogne. Disse 10 kampvogne bliver derefter brugt til at omringe og besætte Korsør. Bogen viser terrorismens mangesidige ansigt, via en meget nærværende og realistisk handling, med en internationale dimension. Plottet er skruet rigtig flot sammen og bogens hovedpersoner er troværdige og flerdimensionelt beskrevet. En bog hvor du føler terroren komme tæt på fredlige Danmark. Ikke underligt at Metronome Film har købt rettighederne til denne fremragende politiske thriller.