tirsdag den 28. december 2010

Drømme og dæmoner

Vi lever i biografiernes tid, hvor (næsten) alle der bare er en smule kendte, får en opfordring til at skrive deres erindringer. Dette sker meget ofte ved hjælp af en såkaldt ghostwriter.
Men Lars Lilholt skiller sig ud ved selv at skrive sin bog. Det gør han sprogligt og som den storyteller han er, rigtig godt. Hudløs ærlig og uden at feje noget ind under gulvtæppet. Det er der kommet en fremragende bog ud af, som gør at man efter læsningen er klogere på det hele menneske, privatmennesket, koncernlederen og musikeren Lars Lilholt. Bogen er en meget, meget personlig beretning, som på forunderlig vis alligevel evner at række ud over det private, så den i den grad bliver vedkommende for læseren. En stærk bog om livet, hvor vi med forfatterens ord er "her for at tænde et lys for hinanden"


En biografi jeg nødig ville undvære.


Lars Lilholt
Drømme og dæmoner
287 sider
Lindhardt og Ringhof, 2010

Holdbillede Wolves-WWFC

Holdbillede af mit succesrige Hattrick-hold, Wolves-WWFC. Holdet spiller i division V, hvor holdet i øjeblikket er på en flot 3.-plads.

Fra Føtex til Folketinget

Folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic er en mønsterbryder. Hendes bog "Fra Føtex til Folketinget" giver et livsbekræftende indblik i hvor meget vilje og kampgejst der skal mobiliseres, for at ville og blive integreret i det danske samfund. Özlem Cekic fortæller om sin opvækst i Tyrkiet og Finland. Om at komme til Danmark, om af nødvendighed at blive sendt tilbage til Tyrkiet igen, netop som det svære danske sprog er ved at komme på plads. Og så efter et par år igen at komme tilbage til Danmark, nu med glemte danskkundskaber. Danskkundskaber som fritidsjobbet hos Føtex er med til at finpudse på den hårde måde. En uddannelse som sygeplejerske, år som tillidsrepræsentant, en skilsmisse, et stigende samfundsmæssigt engagement og et aktivt og engageret medlemsskab af SF fører i sidste ende til at Özlem Cekic i 2007 bliver valgt ind i Folketinget.
En bog der giver indsigt og udsyn.

Özlem Cekic
Fra Føtex til Folketinget
214 sider
Gyldendal, 2009

I det skjulte

Ester Bock fik sit gennembrud med Grønne grænser- serien om en østjysk dyrlægefamilie. Med ”I det skjulte” har hun igen skrevet en vedkommende roman, som selvom den foregår i besættelsestiden i den grad er almengyldig.

Adelheid får sit første job som nyuddannet lærer i Nordsjælland, og kaster sig med ildhu ind i lærergerningen. Hun tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland og er, ligesom forældre og lillebroderen tiltrukket af de nazistiske ideer. Men forskellige begivenheder gør at Adelheid begynder at tvivle og langsomt stiller spørgsmålstegn ved nazismens tanker.

En tankevækkende roman om en ung kvindes udvikling, om refleksion der langsomt bliver til handling.

Ester Bock
I det skjulte
296 sider
Gyldendal, 2006

fredag den 17. december 2010

Den perfekte præstation

Torbjørn Sindballe, én af Danmarks og verdens bedste triatleter, må i 2009 stoppe sin karriere pga. af en medfødt hjertefejl. Bogen indledes med optakten til og selve beslutningen om karrierestoppet, som starter ved et stævne i Californien. Under Wildflower Triathlon kan Sindballe nemlig ikke få sin puls op selvom han giver den fuld gas og han ender med at kollapse i skiftezonen mellem cykling og løb.
Med stor viden og engagement, fortæller Torbjørn Sindballe herefter om sin karriere med emner som talent, selvdisiplin, teori, motivation, præstation, resultat, proces, flow og praksis. Ligeledes fortæller han om alle de parametre der indbyrdes skal afstemmes, for at nå et eliteniveau, inden for så krævende en sportsgren som trialtlon, hvor 3 dicipliner skal beherskes og spille sammen.
En rigtig god sportsbiografi, hvor træningsprincipper, proces og målsætning er omdrejningspunktet.

Thorbjørn Sindballe
Den perfekte præstation :
motivation, træning og kærlighed
299 sider
Gyldendal, 2010

søndag den 28. november 2010

Endelig sejr til Wolves

Oktober og november måned har været 2 svære måneder at være Wolves-supporter i. I hver tilfælde rent resultatmæssigt. Spillet har egentligt været godt nok, men holdet har i mange kampe smidt point og sejre væk i de sidste minutter. Da det blev rettet, fik vi i stedet mål imod os indenfor de første minutter af kampene. Og så bliver det svært at vinde kampe. Mod Sunderland på hjemmebane kom Wolves foran 1-0 i 2. halvleg. Men symptomatisk scorede Sunderland så 2 gange og med 13 minutter tilbage så det umuligt ud for Wolves. Med med mål af Stephen Hunt og Sylvan Ebanks-Blake (billedet) i henholdsvis det 81. og 89. minut, blev sorg til glæde vendt. En 3-2 sejr var sikret. Lad os håbe dette var vendepunktet...

lørdag den 27. november 2010

Spøgelsesfangen

"Spøgelsesfangen" er 3. bind i serien om kriminalassisten Nina Portland fra Esbjerg Politi. Som "straf" for at have sagt nej til et lederkursus, sendes Nina Portland ud til et tilsyneladende uinteressant flystyrt ved Vejers Strand. Det sker selvom Esbjerg er på den anden ende p.g.a. to velplanlagte likvideringer i den kriminelle underverden. I et rigtig godt skåret plot, bliver de to hændelser på forunderlig vis vævet ind i hinanden. Samtidig kører der løbende forskellige interessante sidehistorier, der alle er med til at skabe en rigtig god og troværdig roman, som er mere end en almindelig krimi. Persontegningerne fremstår nuancerede og troværdige, og understøtter på bedste vis bogens handling. Har du ikke læst de 2 tidligere bind, "Økseskibet" og "Kulmanden", har du endnu mere at glæde dig til. Jens Henrik Jensen har skabt en krimiserie, som også holder internationalt.

Jens Henrik Jensen
Spøgelsesfangen
479 sider
Politikens Forlag, 2010

Fasandræberne

"Fasandræberne" er 2. del af krimiserien med lederen af Afdeling Q, Carl Mørck. Afdelingen efterforsker denne gang en gammel sag, med rødder tilbage til et mondænt kostskolemiljø og en gruppe afstumpede kostskoleelever som er besat af  nydelsen af at pine og plage deres ofre. De uopklarede mord på et søskendepar i et sommerhus i 1980'erne og en eftersøgt posedame med forbindelser til personer i samfundets top, gør at Carl Mørck efterhånden kan ane en sammenhæng, som kan opklare både de gamle og de nye forbrydelser. En spændende og grum krimi, hvor læseren konstant holdes på pinebænken!!!

Jussi Adler-Olsen
Fasandræberne
399 sider
Politikens Forlag, 2008

Wolves-WWFC får nyt logo

Mit Hattrick-hold "Wolves-WWFC" er i den netop afsluttede sæson 43, rykket op i division V. I den anledning har jeg fået lavet et nyt logo til holdet. Logoet er kreeret af "Larseta", og er i sit udtryk mere klassisk og stringent end det tidligere logo.


En stor tak til "Larseta" for det flotte arbejde.

torsdag den 11. november 2010

Gør en forskel

I 2006 udgav Ulrik Wilbek ”Tro på dig selv” , om mandskabspleje-og udvikling. I “Gør en forskel” bygger han videre på erfaringerne fra sportsverdenen og erhvervslivet. Udgangspunktet er et værktøj til personlighedsanalyse og hvad den viden kan bruges til. Herefter går Ulrik Wilbek videre ved at understrege, at hvis man vil gøre en forskel, skal det ske på baggrund af en klar målsætning og tilhørende handleplan.
Bogen giver klare og overskuelige anvisninger på hvordan du selv kommer igang med arbejdet. Anvisningerne anskueliggøres på bedste vis gennem eksempler fra Wilbek’s eget arbejde som træner og coach. En god bog hvis du ønsker at vide mere om personlighedsanalyse og hvad den kan bruges til.

Ulrik Wilbek
Gør en forskel
245 sider
Lindhardt og Ringhof, 2010

onsdag den 27. oktober 2010

Kvinden i buret

”Kvinden i buret” er første del af krimiserien om Carl Mørck, leder af Afdeling Q på politigården i København. Serien har fundet rigtig mange læsere, både her og i udlandet. Det har ikke skortet på opfordringer, men først nu er jeg gået i gang med serien. Og tak for det. For ”Kvinden i buret” er ikke mindre end en fremragende krimi, som holder læseren tryllebunden fra første side. Afdeling Q, som vel at mærke kun består af 2 mand, bliver som led i en politisk aftale oprettet for at tage sig af gamle uopklarede forbrydelser. Første sag drejer sig om den unge og smukke oppositionspolitiker Merete Lynggaard, som forsvandt 5 år tidligere på tysklands-færgen Schleswig-Holstein. Er hun kvinden i buret? Og I givet fald hvorfor? Læs selv bogen og glæd dig over at der er yderligere 3 bøger i serien. For dem må du bare læse bagefter.

Jussi Adler-Olsen
Kvinden i buret
379 sider
Politikens Forlag, 2008

onsdag den 20. oktober 2010

Glansbilledsamlerne

Roman af den færøske forfatter Jóanes Nielsen. En dyster skæbnefortælling om seks klassekammerater fra Tórshavns katolske privatskole, Sankt Frans, årgang 1953.
Allerede på første side afsløres skæbnen for 5 af klassekammeraterne. De dør alle inden de når halvvejs i livet, den første allerede 11 år gammel af meningitis. Så er stemningen ligesom slået an. Men det skal ikke afholde dig for at læse bogen. Romanen giver nemlig et godt billede af det færøske liv og samfund gennem 3 årtier og fortæller nogle meget vedkommende og storslåede familiehistorier. Historier, som for det meste har denne mørke baggrundsfarve af at noget uheldsvangert venter omkring næste hjørne. Så de glansbilleder klassekammeraterne samlede på som børn, var ikke noget der fulgte deres videre færd frem i livet. En flot og vedkommende roman.

Jóanes Nielsen
Glansbilledsamlerne
265 sider
Torgard, 2008

onsdag den 6. oktober 2010

Berlin, Berlin - en alternativ og ultimativ rejsebog

I disse år hvor Berlin i den grad er hot og danskere i tusindtal tager derned på storbyferie, er her den ultimative, alternative rejsebog til byen. Det er inspirerende læsning, som giver en anden indgang til Berlin end Turen går til… og Den visuelle guide…
Bogen er inddelt i 6 temaer: Det jødiske Berlin, Berlin under jorden, Det tredje rige, DDR og muren, Kunst og Det grønne Berlin.
Denne inddeling giver et godt overblik i forhold til hvad man har lyst til at se. Samtidig starter hvert kapitel indenfor temaerne med at fortælle hvilken U- eller S Bahn man skal stå af på, ligesom der bagerst i bogen er et stikordsregister over gadenavne, så man via det kan ”samle” seværdighederne på tværs af de 6 temaer.
Bogen går bag om seværdighederne og fortæller en anden og meget vedkommende historie om denne fantastiske by.
Læs bogen inden din næste Berlin-tur, så vil du se byen med andre øjne.


Henriette Harris
Berlin, Berlin : steder, skæbner og historier
237 sider
Gyldendal 2009

torsdag den 23. september 2010

Fyndord fra Starbucks

Starbucks går efter at skabe "det tredje sted", altså stedet efter hjem og arbejde og siger derfor også:
"We are not in the coffee business serving people, but in the people business serving coffe"

Så kan det ikke siges bedre og tydligere.

onsdag den 22. september 2010

Den stensikre vej til fiasko

Undertitlen på bogen er ”underholdende og lærerige historier fra det virkelige arbejdsliv”. Og det er det. I bogen øser Hanne Feldthus af de mange erfaringer og den viden hun har tilegnet sig på vej op som topleder i erhvervslivet og nu som selvstændig kommunikationsrådgiver for samme. En antimangement-bog, som beskriver nogle af de fejl der bliver begået i erhvervslivet i forhold til f. eks den selvoptagende virksomhed, hvordan kreativiteten slås ihjel, manglende opbakning til medarbejdere, benægtelse af problemer i virksomheden, dårlig opførsel m.v. De 10 temaopdelte kapitler starter alle med Fem stensikre måder at opnå fiasko på. En god bog med ”insider”-historier fra det private erhvervsliv, som viser at der er plads til forbedringer også her.

Hanne Feldthus
Den stensikre vej til fiasko
182 sider
Gyldendal Business, 2008



mandag den 20. september 2010

Og en i mente

2. del af serien om Kaj, som vi mødte som 6-årig i ”Ej så svært”. 50’erne er nu blevet til 60’erne og Kaj er startet i I mellem. Bogen giver et fint tidsbillede, specielt af skolelivet, men er ikke mindst et helstøbt drengeportræt, som på fremragende vis beskriver den usikkerhed og de tanker og overvejelser en følsom og klog dreng gør sig.

Kaj kæmper sine kampe for at finde sin plads i klassens hierarki og i forhold til den gryende interesse for pigerne, samtidig med han finder en åbenbaring i litteraturens verden. En god bog uden afbrydelser – den læser man i et stræk.

Martin Jensen
Og en i mente
210 s.
Klim, 2010

onsdag den 15. september 2010

Den urolige mand

Med det 11. bind, ”Den urolige mand” slutter Henning Mankell serien om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad politi. Og hvilken slutning. Selve krimihistorien – en politisk koldkrigshistorie med tråde til nutiden, som inkluderer Wallanders familie i form af datteren Lindas svigermor og svigerfar – holder det sædvanlige høje læseværdige niveau. Men historien er mest af alt en fantastisk afslutning på den menneskelige og sociale udvikling Kurt Wallander har gennemgået gennem årene, hvor han nu som 60-årig forsøger at få gjort status over sit liv og helbred, sine dæmoner, sine relationer og sit kærlighedsliv.
Farvel Kurt Wallander - vi vil savne dig.

Henning Mankell
Den urolige mand
541 s.
Gyldendal, 2009

onsdag den 25. august 2010

Tyskland, en rejse


En biografisk rejsebeskrivelse af den prisbelønnede journalist Wolfgang Büscher, hvor vi følger ham på en 3 måneders (vandre)tur langs Tysklands grænser. Den 3.500 km lange tur er en kalejdoskopisk nedslag i Tysklands historie og i den tyske folkesjæl, fortalt og bundet sammen gennem mødet med en broget samling personer. Bogen er fascinerende læsning og giver et godt indblik i de spændinger og den søgen efter identitet der er i de tyske randområder. Forfatterens tilgang til oplevelserne er sine steder meget intellektuel, hvorfor læsningen indimellem kræver ens fulde opmærksomhed. Et spændende møde med en genre som jeg ikke er stødt på før.

Wolfgang Büscher
Tyskland, en rejse
209 s.
Gyldendal, 2006

mandag den 23. august 2010

Wolverhampton-back forlænger


Wolverhamptons forsvarsspiller George Elokobi har underskrevet en ny aftale med klubben, så han nu er på Molineux frem til sommeren 2013.
George Elokobi havde oprindeligt et år tilbage af sin kontrakt med Premier League-klubben Wolverhamtpon, men nu er parterne blevet enige om at forlænge samarbejdet, så venstrebacken er på lønningslisten hos ulvene frem til sommeren 2013.
Den ny aftale indeholder en option på endnu et år, hvis klubben er tilfreds med den 24-årige camerouner, der har været hos Wolverhampton siden 2008.
- Han er et rigtig værdsæt og respekteret medlem af truppen, og jeg er meget glad for, at aftalen er blevet forlænget. Han er blevet bedre og bedre, og han har et stort ønske om hele tiden at ville forbedre sig, siger Wolverhamption-manager Mick McCarthy til klubbens hjemmeside.
En alvorlig knæskade truede med at sætte en stopper for Elokobis karriere for et par år siden.

Kilde: Bold.dk

tirsdag den 3. august 2010

Kafka på stranden


At fortælle på et par linier hvad ”Kafka på stranden” handler om er en umulighed. Så er det meget lettere bare at komme med en opfordring til at læse denne fantastiske og mytiske roman, om drengen der kalder sig Kafka, der er flygtet hjemmefra og om manden, Hr. Nakata, der kan tale med katte, og som desuden har mistet hukommelsen og derfor hverken kan læse eller skrive. Disse 2 personers skæbne, udvikling og søgen krydses i en forunderlig og overnaturlig fortælling ind i hinanden, uden at de 2 hovedpersoner på noget tidspunkt mødes. Det er storslået læsning.
En bog der under og efter læsningen placerer dig i en anden verden. Vil du udfordres i din læsning, har du her en læseoplevelse af de helt store der venter på dig. Tøv ikke.

Haruki Murakami
Kafka på stranden
460 s.
Klim, 2007

Dværgen fra Normandiet


I forbindelse med sommerferie til Normandiet og Bretagne skulle jeg selvfølgelig se Bayeux-tapetet. Og hvad er så mere naturligt som forberedelse, end at læse Lars-Henrik Olsen’s roman fra 1988 ”Dværgen fra Normandiet”, som i skønlitterær form fortæller om tilblivelsen af Bayeux-tapetet. Det 70 meter lange Bayeux-tapet fortæller historien om tiden op til og selve slaget ved Hastings i Sydengland i 1066. Lars-Henrik Olsen levendegør begge dele gennem fortællingen om Dværgen Turold, soldaten og historiefortælleren Ligulf, som selv deltog i slaget ved Hastings og ikke mindst gennem de 4 sypiger i nonneklosteret.
Romanen giver et fremragende historisk indblik i perioden og som optakt til at se Bayeux-tapetet kan du ikke få nogen bedre og mere inspirerende forberedelse.

Lars-Henrik Olsen
Dværgen fra Normandiet
414 s.
Carlsen, 1998

lørdag den 19. juni 2010

Andy McNab: Brutal magt

En spændingsbog som i høj grad henvender sig til mænd, både hvad angår emne og indhold. Historien starter med et tilbageblik til 1987, hvor historiens hovedperson, Nick Stone i forbindelse med en våbensmugling i Libyen, likviderer et medlem af IRA. 20 år senere bliver deltagerne i våbensmuglingen jagtet, og Nick Stone må for at overleve, optrevle både de personlige og politiske baggrunde i den 20 år gamle sag.
En spændende historie, med en lidt stereotyp persontegning, som aldrig bliver helt nærværende. De 367 sider er letlæste, uden at jeg på noget tidspunkt havde besvær med at stoppe læsningen midt i et kapitel.

Andy McNab
Brutal magt
367 s.
Lindhardt og Ringhof, 2010.

torsdag den 10. juni 2010

Wolves vil udbygge stadion

Wolverhampton har fredag fremlagt klubbens planer for en ombygning af hjemmebanen Molineux.
Premier League-klubben Wolves vil have flere tilskuere til klubbens kampe og planlægger derfor en udvidelse af den mangeårige hjemmebane Molineux.
Klubben vil investere i omegnen af 350 millioner kroner i at ombygge stadionet, så det fra 2014/2015-sæsonen vil kunne huse 36.000 tilskuere mod de nuværende 29.303.
Projektet, som endnu mangler de lokale myndigheders blå stempel, sættes efter planen i gang efter 2010/2011-sæsonen, hvor Molineux’ nordlige tribune vil blive revet ned for at give plads til en ny i to etager.
Klubbens administrerende direktør Jez Moxey understreger, at pengene, der lægges til side til projektet, ikke bliver trukket fra manager Mick McCarthys transferbudget, og at klubben fortsat har fuld fokus på fodbolden.
Molineux, som har været Wolves’ hjemmebane siden opførelsen i 1889, er et stadion med stolte traditioner.

Kilde: Bold.dk 28.5.2010

Wolves henter Burnley-profil

Premier League-klubben Wolverhampton har hentet den 23-årige Burnley-angriber Steven Fletcher for 60 millioner danske kroner.

Den skotske landsholdsangriber Steven Fletcher scorede otte mål for Brian Jensens Burnley i den netop afsluttede Premier League-sæson. Burnley rykkede som bekendt ud af den bedste række, men Brian Jensen får ikke lov til at spille sammen med Fletcher, når den nye Championship-sæson starter.
I stedet tørner Fletcher ud for Wolverhampton, der her til aften sikrede sig den 23-årige angribers underskrift for omtrent 60 million kroner.
- Han er en skotsk landsholdsspiller, som vi har fulgt intensivt i et stykke tid. Han er en fantastisk spiller, der trods sin unge alder allerede har høstet stor erfaring på højeste niveau både i England og i Skotland, siger klubbens direktør Jez Moxey til klubbens hjemmeside.
Steven Fletcher har optrådt syv gange for det skotske landshold, hvor det er blevet til en enkelt scoring.

Kilde: Bold.dk 3.6.2010

tirsdag den 25. maj 2010

En arbejdsnarkomans bekendelser

Hanne Feldthus, mangeårig partner i et af Danmarks mest kendte reklameburauer, fortæller om sin hæsblæsende vej op af karrierestien, indtil krop og sjæl siger stop. Resultatet bliver 9 måneder i ingenmandsland, ramt af stress.

Bogen giver – uden filter – en ætsende og klarsynet beskrivelse af den enorme arbejdsindsats, de valg, chancer og ofre som måtte til for at gøre kometkarriere i erhvervslivet. Men også sidst i bogen, om det ændrede syn Hanne Feldthus får på sit arbejdsliv, efter at være kommet gennem sin stressperiode. Erkendelsen af at livet har mere at byde på end arbejde. Når relationer bliver vigtigere end præstationer.
En biografi, som ikke mindst i beskrivelsen af en karrierekvindes arbejdsliv, er meget svær at slippe.

Hanne Feldthus
En arbejdsnarkomans bekendelser
Gyldendal Business, 2010
222 sider.

søndag den 16. maj 2010

Nederlag til BGA

På en regnvåd og ujævn Greve Stadion, tabte BGA idag 2-1 til Greve. 108 tilskuere - de fleste selvfølgelig fra Greve - var på plads da spillerne løb på banen, og en lille skare af de mest entusiastiske Greve-fans smed konfettiruller i Greve-farverne blå og hvid ud mod banen. Emil Mustafa Sahin bragte Greve foran efter 16 minutter. Efter 27 minutter lykkedes det Simon Hanghøj at udligne på hovedstød, men det holdt desværre kun i 2 minutter. Mads Wilhelmsen scorede til 2-1 for Greve, som også blev kampens resultat. BGA pressede voldsomt i kampens ca. 20 minutter, men desværre uden held. Det var den 5 kamp i år jeg har set med BGA, og desværre har de bedste resultater været 2 uafgjorte kampe. 0-0 ude mod Allerød og 1-1 hjemme mod Vanløse.
Men forhåbenligt smager vi sejrens sødme i næste kamp, som er onsdag den 26. maj kl. 19.00 på udebane i Nykøbing Falster mod LFA. 

lørdag den 15. maj 2010

Marcus Hahnemann forlænger med Wolves

Wolves og USA's 37-årige landsholdsmålmand Marcus Hahnemann har forlænget sin kontrakt med Wolves med yderligere et år. Hahnemann blev købt før sidste sæson som dækning for Wayne Hennessey. Men i november måned overtog han tjansen som førstevalg til posten, og det har han været siden. Marcus Hahnemann har været en fortræffelig sidste skanse på holdet, og har med sin rutine og Premier League-erfaring, givet forsvaret den ro og sikkerhed som er nødvendig, når man spiller de fleste kampe under pres i forsvaret. Hahnemann havde i sin et-årige kontrakt en klausul om en et-årig forlængelse, hvis han spillede et vist antal kampe for Wolves og holdet blev i Premier League. Begge dele blev opfyldt, så Hahnemann er til alles glæde derfor også Wolves-spiller i sæsonen 2010/11.

onsdag den 12. maj 2010

Med livet som indsats

Claus Elgaard interviewede som vært i en direkte udsendelse i forbindelse med et formel 1-løb, en dansk racerkører. Samtidig med interviewet holdt han øje med den computerskærm studieværten altid har. Ikke for at følge med i racerløbet, men for at spille roulette på nettet. Altså direkte under udsendelsen og midt i interviewet. Så er man ludoman.
Claus Elgaard fortæller i bogen om en svær barndom i skyggen af en storesøsters død og et voksenliv hvor han forlader sine 2 børn og den kone han elsker, så de ikke mere skal lide under hans spillelidenskab.
Ludomaner spiller ikke for at vinde penge, men for at bedøve smerten fra livet, er det budskab Claus Elgaard giver videre. Bogen er et spændende indblik i hvordan spil i alle afskygninger, i lighed med andre afhængigheder, kan styre et liv i en grad man ikke tror muligt.
Jeg tager dog alligevel chancen og beholder min konto hos Danske Spil. Men nu kan jeg ikke sige jeg ikke var advaret.

Claus Elgaard
Med livet som indsats : en luduman taler ud
Lindhardt og Ringhof, 2010
219 sider

søndag den 9. maj 2010

Wolves sluttede med sejr og en 15. plads

Sæsonens sidste kamp endte med en 2-1 sejr over Sunderland. Dermed sluttede Wolves i fin stil og klubben og spillerne kan nu se frem til en velfortjent ferie og derefter med positiv indgang gå i gang med forberedelserne til en ny sæson. Det kan de gøre med troen på at de også næste sæson vil klare skærene. For vi må indrømme og arbejde målerettet med at det tager 4-5 år at etablere sig i Premier League. Det betyder også at vi næste sæson skal være meget fokuseret på opgaven. Specielt da det andet år i Premier League er meget svær for nyoprykkerhold. Sæson 10/11 bliver heller ikke lettere af at 2 af oprykkerklubberne bliver Newcastle og West Bromwich, som begge er tilbage i Premier League efter kun 1 års fravær i Championship.
Wolves målsætning i denne sæson var at få 1 point pr. kamp i gennemsnit. Og 38 point var nøjagtig hvad vi fik i udbytte af sæsonens 38 kampe. Det rakte til en 15. plads.
Se bundplaceringen her:

15 Wolverhampton 38 9 11 18 32-56 38
16 Wigan 38 9 9 20 37-79 36
17 West Ham 38 8 11 19 47-66 35
--------------------------------------
18 Burnley 38 8 6 24 42-82 30
19 Hull 38 6 12 20 34-75 30
20 Portsmouth 38 7 7 24 34-66 19

torsdag den 6. maj 2010

Ned og op med stress

Med udgangspunkt i de oplevelser og erfaringer folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, fik da hun gik ned med stress, drøfter hun i denne samtalebog med stresseksperten Thomas Milsted, en masse af de problemstillinger der omkring at være stressramt. Bl.a. om fællesskabets betydning i forhold til det individuelle, når det gælder arbejdet med at overvinde stress. Bogen giver, ikke mindst p.g.a. den åbenhed og den klare holdning Pernille Rosenkrantz-Theil har til de årsager og virkninger der betød at hun måtte trække stikket ud i en lang periode, megen god stof til eftertanke. Ligeledes giver bogen både gode råd og konkrete anvisninger i forhold til at opdage og behandle stress.   


Ned og op med stress
Pernille Rosenkrantz-Theil og Thomas Milsted
Gyldendal, 2009
153 sider

mandag den 26. april 2010

Wolves-boss hylder manageren

Wolverhampton-direktør Jez Moxey kalder Mick McCarthy den bedste manager i klubben gennem de sidste 30 år efter, det står klart, at man er sikret en sæson mere i Premier League.
Wolverhampton sikrede sig i weekenden en ny sæson i Premier League, da både Hull og Burnley tabte samtidigt med man selv fik 1-1 mod Blackburn. Og triumfen får nu klubbens direktør til at hylde manager Mick McCarthy.
- Mick må være den bedste Wolves-manager i 30 år. Han er den bedste, vi haft i nyere tid. Han har gjort noget ingen andre har opnået ved at vinde en titel (Championship, red) og holdt os i Premier League, siger Jez Moxey ifølge sportinglife.com.
Moxey lover McCarthy forstærkninger til næste sæson, således at man kan forsætte udviklingen.
- Lad os håbe, han kan vinde et stort trofæ til os. Det er vores mål. At genetablere klubben som en betydende kræft i England, siger Moxey.
Graham Turner, Dave Jones, Glenn Hoddle og Mark McGhee er blandt ulvenes manager gennem de sidste 30 år.
Kilde: Bold.dk

Rakkerpakhuset

Bent Haller giver med ”Rakkerpakhuset” et fantastisk tidsbillede af Danmark i 50’erne. Handlingen foregår i den fiktive kystby Ålestrand i Nordjylland, hvor der ligger en etageejendom som kun kendes under navnet Rakkerpakhuset.
I bogen følges ejendommens beboere en søndag, lejlighed for lejlighed, hvor de enkelte fortællinger bindes sammen af at der denne søndag skal være en fodboldkamp i gården mod Ålevej, af en fest aftenen i forvejen og af slagene fra et ukendt bornholmerur.
Gennem de enkelte fortællinger, gives et enestående billede af livsvilkårene for arbejderklassen på den tid, både økonomisk, arbejdsmæssigt og socialt. Og ikke mindst er bogen en fortælling om kvindernes betydning i forhold til at holde sammen på hjem og familie.
En fortælling med udspring i ugens eneste fridag, hvor ”de heldige får et søndagsknald, de mindre heldige får brunkål med blæverflæsk eller rituelle søndagstæsk”.

Bent Haller
Rakkerpakhuset
341 s.
Samleren, 2009

Hypnotisøren

Rettighederne til ”Hypnotisøren” blev allerede inden udgivelsen solgt til skyhøje priser til ca. 20 lande. Samtidig var der i Sverige en heftig debat om hvem der stod bag pseudonymet Lars Kepler.
”Hypnotisøren” er den første roman i en planlagt serie på otte bind om den finlandssvenske kriminalkommissær Joona Linna.
Første bind handler om en dreng, som mister det meste af sin nærmeste familie ved en brutal nedslagtning i Tumba, en forstad til Stockholm. Kriminalkommissær Linna får hjælp til opklaringen af en hypnotisør, der vender tilbage til sit fag efter 10 års fravær.
Bogen er på sine steder elementært spændende, med et interessant plot. Men efter læsning sad jeg tilbage med et indtryk af at bogen kunne være strammet op, både i sidetal og handling.

Lars Kepler
Hypnotisøren
585 s.
Gyldendal, 2009

søndag den 25. april 2010

Wolves klarede Premier League

Wolves er klar til endnu en sæson i Premier League. Det stod klart, da Burnley tabte 0-4 til Liverpool. Så idag er en stor dag for Wolves og os fans. Sidst Wolves klarede 2 år i den bedste division var i sæsonerne 80/81 og 81/82. Herefter blev der først igen Premier League-fodbold i Wolverhampton 21 år senere, i sæsonen 2003/04. Men med 32 point for 38 kampe, røg Wolves ud igen. Og oprykningen kom først igen i  2009.
Her 2 runder inden sæsonafslutningen er nedrykning undgået med 35 point på kontoen. Men forhåbentlig bliver det til flere point mod Portsmouth på udebane på lørdag og mod Sunderland på hjemmebane den efterfølgende søndag. Det er nødvendigt hvis klubbens og managerens ønske om en 14. plads skal indfries. Men indtil da vil vi bare glæde os helt vildt over at vi klarede første sæson i Premier League.

Ny spiller til BGA

Wassim El Banna er nu tilbage i dansk fodbold. Han tørner resten af foråret ud for Boldklubben Glostrup-Albertslund.
Angriberen Wassim El Banna har ikke haft travlt med at finde en klub, efter at han i efteråret tørnede ud for FC Hjørring. Siden da har han arbejdet et par måneder som agent i Dubai, men nu er El Banna tilbage i divisionerne.
El Banna har aftalt med Boldklubben Glostrup-Albertslund, at han spiller i klubben sæsonen ud.
- Min gode kammerat Søren Krogh er spillende assistenttræner derude, og han sagde, at de havde brug for en angriber. Så kom det i stand, siger El Banna til bold.dk.
- Jeg synes det er gået okay indtil videre, og formen er ganske fin. Planen er at jeg spiller derude frem til sommer, og så må vi se, hvad der sker derefter.
BGA og El Banna spillede lørdag til eftermiddag 1-1 mod FC Københavns andethold.

Kilde: Bold.dk

lørdag den 24. april 2010

Wolves - også (næsten) i Premier League i 2010/11

Wolves sikrede sig idag næsten 100% sikkert, endnu en sæson i Premier League. Det skete da Wolves på hjemmebane spillede 1-1 mod Blackburn Rovers. Blackburn kom foran i 1. halvleg, men 9 min. før tid udlignede Ebanks-Blake (billedet). Det var sidste sæsons topscorer Ebanks-Blakes første mål i åbent spil i denne sæson - dog har han ikke fået meget spilletid de sidste 5-6 måneder. Så på mange måder et meget mål - både for Wolves og Ebanks-Blake.
Da Hull tabte 0-1 på hjemmebane mod Sunderland, kan hverken Portsmouth eller Hull nå Wolves' 35 point. Burnley er 8 point efter Wolves, men mangler 3 kampe. Burnley møder i morgen på hjemmebane Liverpool. Hvis Liverpool tager point i den kamp, er Wolves 100% sikker på også i næste sæson at være Premier League-klub.

torsdag den 22. april 2010

Hjælp fra Aston Villa

Med 3 kampe tilbage i 2009/10 sæsonen, kæmper Wolves stadig for sin forbliven i Premier League. Som bekendt rykker 3 hold ud. Portsmouth er allerede ude, Wolves har 7 point ned til Burnley og 6 ned til Hull. Men Hull har i lang tid været en kamp bagud, hvilket indtil i aften skulle tages med i betragtning. I aften mødte Hull nemlig Aston Villa på hjemmebane i en udsat kamp. Så selv om Wolves selv har redskaberne til at sikre sin forbliven i Premier League, nemlig ved selv at spille de nødvendige point ind, så kunne alt alligevel blive en lille smule lettere hvis Hull satte point til i aftenens kamp. Og det blev heldigvis til en 0-2 sejr til Aston Villa. Hermed kan Wolves med en sejr på hjemmebane mod Blackburn på lørdag, næsten sikre sig endnu en sæson i Premier League. Wolves har nemlig en målscore på minus 23, medens Hull's målscore er minus 30. Samtidig skal Wolves så tabe sine sidste 2 kampe, medens Hull vinder sine resterende 3 kampe.
Lige nu ser det godt ud...

lørdag den 27. marts 2010

Wolves - Everton 0-0

Wolves fik uafgjort i eftermiddagens hjemmekamp mod Everton. Kampen sluttede 0-0. Et udmærket resultat for Wolves. Everton har været rigtig gode i en meget lang periode. Senest vandt de 0-2 på udebane mod Manchester C. West Ham tabte igen på hjemmebane, denne gang 0-1 mod Stoke. Hull vandt desværre 2-0 på hjemmebane mod Fulham, Så kampen i den nederste del af tabellen er benhård. Der er således nu 5 point til nedrykningsstregen, hvor West Ham og Hull begge har 27 point, mod Wolves' 32 point, Dog har Hull stadig spillet en kamp færre end West Ham og Wolves.
Her søndag eftermiddag tabte Burnley så på hjemmebane 0-1 til Blackburn. Burnley har ligesom Wolves, så også spillet 32 kampe. Men hvor Wolves har 32 point, har Burnley kun 24 point.

Slutprogram:

28-03-2010 13:00 Burnley-Blackburn = 0-1

03-04-2010 16:00 Stoke-Hull = 2-0
03-04-2010 16:00 Arsenal-Wolverhampton = 1-0
03-04-2010 18:30 Burnley-Manchester City = 1-6
04-04-2010 17:00 Everton-West Ham = 2-2

10-04-2010 16:00 West Ham-Sunderland = 1-0
10-04-2010 16:00 Hull - Burnley = 1-4
11-04-2010 13:00 Wolverhampton-Stoke = 0-0

17-04-2010 16:00 Sunderland-Burnley = 2-1
17-04-2010 16:00 Fulham-Wolverhampton = 0-0
17-04-2010 16:00 Birmingham-Hull = 0-0

19-04-2010 21:00 Liverpool-West Ham = 3-0
21-04-2010 20:45 Hull-Aston Villa = 0-2

24-04-2010 16:00 Hull-Sunderland = 0-1
24-04-2010 16:00 Wolverhampton-Blackburn = 1-1
24-04-2010 16:00 Burnley-Liverpool = 0-4
24-04-2010 16:00 West Ham-Wigan = 3-2

01-05-2010 16:00 Fulham-West Ham = 3-2
01-05-2010 16:00 Birmingham-Burnley = 2-1
01-05-2010 16:00 Wigan-Hull = 2-2
01-05-2010 16:00 Portsmouth-Wolverhampton = 3-1

09-05-2010 17:00 Burnley-Tottenham = 4-2
09-05-2010 17:00 Wolverhampton-Sunderland = 2-1
09-05-2010 17:00 West Ham-Manchester City = 1-1
09-05-2010 17:00 Hull-Liverpool = 0-0

BGA - Vanløse er aflyst

Regn hele natten har betydet at sæsonens første hjemmekamp mod Vanløse (!!!!) er blevet aflyst. Nyt tidspunkt offentliggøres senere.

fredag den 26. marts 2010

Nedrykningskampen


Wolves har de sidste 3 kampe hentet 7 point. Og så har alle kampene endda været på udebane. Først blev Burnley slået 1-2. Derefter 2-2 mod Aston Villa (hvor begge Aston Villa's mål blev scoret i offside-position) og endelig imponerende 1-3 mod West Ham. Disse flotte resultater betyder at Wolves nu er på en 15 plads, med hele 7 point ned til nedrykningsstregen. Dog har Hull City spillet en kamp mindre. Der resterer nu 7 kampe tilbage. Wolves har nu 31 point for 31 kampe. En tommelfingerregel siger at med 1 point pr. kamp, skulle man være sikret mod nedrykning. Hvis den statistik holder skal Wolves have 7 point i de sidste 7 kampe. De første 3 kommer måske allerede mod Everton i morgen. Kampen er allerede udsolgt, så Wolves får garanteret alt den opbakning som er nødvendig, for at fortsætte det gode og positive spil. Samt ikke mindst for at erobre de nødvendige point. En sejr i morgen, så ser det rigtig godt ud.

mandag den 15. marts 2010

Fra overlevelse til overskud

Hvordan bliver du langtidsfrisk? Dvs. har under 5 dages sygefravær om året i mindst 2 år i træk, og højest 1 årligt tilfælde af sygenærvær (dag hvor du er så syg at du skulle være blevet hjemme). Henrik Kroghs budskab er at vejen fra overlevelse til overskud, går gennem at lære af de langtidsfriske, som har overskud selv i hårde tider og i svære situationer, og som samtidig er både passionerede og forandringsparate. Henrik Krogh afdækker i bogen en række af disse strategier til at blive langtidsholdbar. Samtidig giver bogen en glimrende gennemgang af de kropslige reaktioner på stress og på betydningen og vigtigheden af nogle af  hjernens trivselsstoffer, f.eks. glædesstoffet serotonin, velværestoffet endorfin og belønningsstoffet dopamin. I bogen er desuden trivselsprogram og forskellige meget brugbare samuraistrategier og Kung Fu-åndedrætsøvelser.
Som brugsbog er den enestående god, letlæst og handlingsanvisende.

Henrik Krogh
Fra overlevelse til overskud - lær at stortrives og bliv langtidsfrisk
Lindhardt og Ringhof, 2009
207 sider.

søndag den 14. marts 2010

Sæsonstart - BGA

En lang vinter er slut og næste weekend starter sæsonen i 2. division Øst. DBU har i løbet af vinteren vedtaget en ny divisionsstruktur. Den betyder at 1. division udvides og der oprettes en reserveliga for Superligaholdene. Det har den afledte konsekvens at kun 1 hold rykker ud af hver af de to 2.-divisioner. Derfor ser sidste halvdel af sæsonen lidt lettere ud for BGA, i forhold til at undgå nedrykning.
Sæsonen åbnes for BGA's vedkommende med en udebanekamp mod Stenløse på lørdag den 20. marts klokken 15.00. Endnu er der ingen sikre forlydender om kampen spilles, da den hårde vinter allerede har aflyst kampe på divisionsniveau. Heldigvis ser vejrudsigten for den kommende uge fornuftig ud, så forhåbentlig skal lørdag eftermiddag tilbringes på Stenløse Stadion.

onsdag den 10. marts 2010

Vi bliver ikke yngre

En bog der nok hovedsagligt henvender sig til kvinder, men kan læses af alle der føler alderen trykke. En bog om hvordan samfundet behandler og omtaler de ældre/de gamle/seniorerne eller hvordan vi nu p.t. korrekt skal benævnes. Men Lone Kühlmann’s humoristiske betragtninger og anekdoter, fortæller ikke mindst om de mange måder, vi som seniorer opfatter omgivelserne, os selv, og det at blive ældre. Og der er vi heldigvis ligeså forskellige som alle andre.


En humoristisk, tankevækkende og letlæst bog. Eller lethørt skulle jeg nok skrive, da jeg havde downloadet bogen via Netlydbog.dk og hørte den på mine løbeture i Vestskoven. På flugt fra alderen måske ???

Lone Kühlmann
Vi bliver ikke yngre - fat det! : lev selv for let øvede
Gyldendal, 2009.
204 sider

fredag den 5. marts 2010

Tid til endnu et Vasalopp

1. søndag i marts er lig med Vasaloppet. Og det betyder jeg står op, så jeg er klar til at Sveriges TV starter deres udsendelse 07.30 fra løbet. De 90 kilometers skiløb (i klassisk stil) fra Berga til Mora er en fasinerende oplevelse, som jeg bare må se. De bedste løbere - eliten - er i mål efter ca 4½ til 5 timer, medens de sidste af motionisterne først kommer i mål efter mørkets frembrud. I år er det endog sådan at de sidste 100 løbere får udleveret pandelamper af én af løbets sponsorer, så de trygt kan komme i mål. Men mange af motionisterne kommer ikke så langt. Enten fordi de må opgive p.g.a. skader, sygdom, manglende fysik eller materielskader. Men også risikoen for at falde for tidsgrænsen lurer. Ved depoterne er der nogle tidsgrænser som skal overholdes, og når tiden oprinder, bliver der spændt en snor på tværs af sporet. De løbere som ikke er forbi når snoren sættes, er ude af løbet. Det giver nogle hjertegribende scener, når løbere f.eks. efter 5 timers kamp, må se snoren blive spændt ud 10 meter før de når frem. Bad luck.
Så hvis du ikke skal lave andet søndag formiddag, så se Vasaloppet. Det vil du ikke fortryde. Og måske får du lyst til efterfølgende at lave en portion blåbærsuppe - depoternes "Dagens ret".

3 nye spillere til BGA

BGA har fået tilgang af den offensive midtbanespiller Andreas Birkedal, der kommer til fra Greve og den 23-årige højre back Jacob Andersen (billedet), tidligere i FC Roskilde.
Ved vinterpausen overvintrer BGA på en 11.plads i 2. division øst med tre point ned til nedrykningsstregen. I kampen for overlevelse har vestegnsklubben nu fået tilgang af et par dygtige fodboldspillere.
Den offensive midtbanespiller Andreas Birkedal er kommet til fra Greve, mens den 23-årige højre back Jacob Andersen senest har tørnet ud for FC Roskilde. De tilgange er cheftræner Thomas Maale ganske tilfreds med.
- Vi har selvfølgelig også mistet nogle spillere, men vurderet på de første 14 spillere, så ser det bedre ud, end det gjorde i efteråret. Men vi har ikke så meget bredde. Det ville være fint, hvis vi kunne undgå skader, men allerede nu har vi fire-fem stykker skadet, og de skulle helst nå at blive klar, siger Maale til bold.dk.
Træneren har også store forventninger til en offensivspiller, der er hentet i seriefodbolden.
- Emil Jensen er en ung, lovende spiller, som vi har fået ude fra Herstedøster. Jeg glæder mig til at følge. Han kan enten bruges på kanten eller i angrebet. Det er lidt vores koncept, at vi gerne vil finde nogle unge spillere mellem 19 og 21 år, som vi kan udvikle.
- Målsætningen er at klare sig, og det tror jeg på, at vi kan. Det bliver også spændende at se, om der bliver vedtaget en reserveholdsliga, for gør der det, så kan vi måske spille lidt mere frigjort. Men målet er at overleve, og det synes jeg, vi har holdet til, slutter han.
Højre backen Christian Andreasen, stopperen Kasper Schultz og angriberne Mads Torry og Jesper Vosgaard har forladt BGA i vinterpausen.

Kilde: Bold.dk

Ida Jessen: Børnene

I januar fik Ida Jessen De Gyldne Laurbær og hun er nomineret til Læsernes Bogpris 2010,  for den ikke mindre end fremragende bog "Børnene". "Børnene" er 3 og sidste del af serien om menneskeskæbner i den fiktive jyske by Hvium. Bogen følger sundhedsplejersken Solvej fra hun flytter til Hvium i 1992 og frem til 2007, hvor hun kommer til en begyndende afklaring med den datter, hun 15 år tidligere havde svigtet for at kunne udleve en forelskelse. Historien, persontegningerne og ikke mindst den stemning  af modløshed,  håb og tro, som bogen skiftevis sætter læseren i, er  fabelagtig. At læse bogen er som selv at gå rundt i Hvium og være en del af historien. Snyd ikke dig selv og læs triologien: Den der lyver, Det første jeg tænker på og Børnene.

Ida Jessen
Børnene
Gyldendal, 2009
320 s.

torsdag den 4. marts 2010

Kongen der sendte Paven en fugl

Nogle bøger får man lyst til at læse, fordi de har en appelerende titel. Det gælder f.eks  "Kongen der sendte Paven en fugl" af Martin Petersen. Ikke alene er titlen appelerende, bogen er også rigtig god og fortæller historien om Sven Estridsen, konge af Danmark 1047-76. Det er en dramatisk og medrivende historie om en endog meget letlevende konge, som skulle bebærde sig politisk og skabe de rigtige alliancer i en svær tid, hvor Danmark blev angrebet og selv angreb. Men også historien om en konge som modnes, efter mange tabte slag, både personligt og i krige, og som så til sidst vinder freden - i Norden og med sig selv. Kan du lide "Jordens søjler", vil du også sluge denne danske historiske roman, og i tilgift finde ud af hvorfor Paven skulle have en fugl.

Martin Petersen
Kongen der sendte Paven en fugl
Samleren, 2008
464 s.

tirsdag den 23. februar 2010

Foredrag hos Danske Spil med Tommy Heisz


Mandag den 22. februar var jeg til foredrag hos Danske Spil. Jeg havde vundet 2 billetter til et foredrag hvor Tommy Heisz (billedet) fortalte om sin bog  "Det begyndt med Tipslørdag". Tommy Heisz - som er Wolves-fan (yes), fortalte levende og inspirerende om bogen til de omkring 100 tilhørere i den stopfyldte sal. Foredraget blev krydret med tidstypiske udvalgte klip fra engelske kampe og der var også et nostalgisk genhør med den kendte DONG-lyd fra Tipslørdag. Tommy Heisz havde taget den gamle Tottenhamspiller Allan Nielsen og Tipslørdag-kommentator Svend Gehrs med. De 2 fuldendte foredragsaftenen med de erfaringer de hver især havde gjort sig med engelsk fodbold. Det blev til mange sjove historier og anektoter fra en unik fodboldkultur.
Efter en dejlig og nostalgisk aften, kunne jeg og min Tottenham-ven tage hjem med hver vores signerede eksemplar af bogen "Det begyndte med Tipslørdag".
Et godt initiativ fra Danske Spil.

Det begyndte med Tipslørdag

Er du så gammel at du husker mærkedagen 20. november 1969? Den dag DR sendte Tipslørdag for første gang, med en kamp hvor Wolverhampton lammetævede Sunderland 1-0 på Molineux Ground. Det var startskuddet til 2 årtier med fodbold fra opkørte og mudrede, fortrinsvis midtengelske baner. Men også startskuddet til at mange (mænd) blev ramt af den engelsk fodboldbacille og fik et engelsk yndlingshold. I bogen fortæller 9 kendte danskere om hvordan og til hvilket hold kærligheden opstod, dens betydning for deres liv og hvordan den stadig dyrkes, ændres og vedligeholdes. Desuden fortæller Allan Nielsen og Claus Thomsen om at være spiller i England og Svend Gehrs beretter, med mange anektoter, om at være kommentator til de engelske tipskampe i 70'erne og 80'erne.
Tommy Heisz bog er en nostalgisk og genkendelig rejse til en tid som ikke kommer igen og som har haft stor betydning for mange af os. For mig er det blevet til et foreløbig 40 års kærlighedsforhold til Wolverhamptont Wanderes FC. "Success is temporary, loyalty is forever".

Tommy Heisz
Det begyndte med Tipslørdag
byens forlag
150 sider.

lørdag den 13. februar 2010

Chris Iwelumo lejes ud


Den tidligere Aarhus Fremad-angriber Chris Iwelumo skifter fra Wolverhampton til Bristol City på en måneds lejekontrakt.

Efter et par succesfulde sæsoner i Championship spillede den tidligere Aarhus Fremad-angriber Chris Iwelumo sig på det skotske landshold og rykkede op med Wolverhampton. Men i denne sæson har den lange angriber haft svært ved at finde formen.
Derfor rykker han nu tilbage til Championship på en måneds lejekontrakt hos midterholdet Bristol City.
- Vi meget glade for at hente Chris. Han kommer til at bidrage med vigtig erfaring til vores offensiv, siger Bristol-manager Gary Johnson til klubbens hjemmeside.
Johnson, der håber at beholde Iwelumo længere end den oprindelige måned, har indlemmet angriberen til eftermiddags kamp mod Sheffield United.

Kilde: Bold.dk