Her følger et essay skrevet af min søn på 14 år om det at være teenager. Jeg synes der er stof til eftertanke i ordene. Derfor fik jeg Jeppe's tilladelse til at offentliggøre essayet her på min blog. MIG. Hvorfor er jeg her? Hvad var meningen med det? Hvad er det jeg skal? Hvem skal jeg elske? Hvem skal elske mig? Og hvorfor er gud tavs når jeg råber efter hjælp med livet? Sådan tænker jeg nogle gange når jeg ligger i min seng og venter på at søvnen skal trække mig med ned i sin mørke grotte. På det tidspunkt, på de sidste timer af dagen bliver jeg fra den almindelige teenager dreng til en oldgammel filosof, som tænker på alt mellem himmel og jord, og mere endnu. Lægger planer for hvordan jeg kan lave den bunke af lektier jeg har fået for af slavepiskerne over i skolen, mens jeg overbeviser mig selv om igen, at de ikke er mennesker, men djævleyngle fra helvedes brændende ild, så jeg for stress og bliver nemmere at trække ned i helvedet. Disse minutter gør at jeg kan lægge mig til at sove fredfyldt med en indre ro. Roen kan jeg ikke beskrive. Men hvis man har prøvet at ligge på ryggen i en pool og bare flyde rundt, mens man ikke tænker på noget, så er man lidt inde i målestoksforholdet. Da jeg var mindre og jeg hørte nogle tale om at når man blev teenager, så kunne man blive sur over den mindste ting. Dengang troede jeg at det var løjen for man kan da ikke blive så sur så hurtigt. Nu hvor jeg selv er blevet teenager har jeg fundet ud af at det er sandt. Det gør mig lidt ked af det at jeg bliver sur på min familie eller en af mine venner fordi de gør et eller andet som gør mig sur men som de ikke mente eller det var et uheld. Jeg hader også at blive sur, for bagefter bliver jeg simpelthen så træt at jeg det næste 2 timer gå rundt som en eller anden gamle mand som ikke kan gå 1 km uden at han er ved at falde død om af træthed. Hvis jeg er hjemme når det sker plejer jeg at gå op og sætter noget musik på. Så prøver jeg at falde ned mens jeg høre det så, jeg kan holde ud at være sammen med personen som gjorde mig vred uden at jeg er nød at holde mig selv på plads, så jeg ikke slår vedkommen ihjel på mindst 7 smertefulde måder. En af de ting min far konstant siger til mig er: ”Jeppe, vær du glad for at du kan spise dig mæt, for alle børnene ned i Afrika vil gøre alt for at være dig”. Han har nok ret men det er virkelig irriterende at høre på. Det kan være lidt uhyggeligt at tænke på at der er børn i verden som ikke kan få rent drikke vand, spise sig mæt hver aften og få en uddannelse. Men jeg tror at alle teenager i hele verden har ondt i de år. Nogle har de fysisk andre psykisk. Dem som har det fysisk er dem som er fattige og bor i U-lande. De kan ikke få nok at spise og drikke. Jeg ved ikke om de også har det psykisk for jeg har aldrig talt med en afrikaner, men jeg tror at de højst sandsynlig også har det psykisk, for når teenager fra I-lande har det psykisk, så hvorfor skulle de ikke også have det? Men spørgsmålet er, hvad er værst, at man har det fysisk eller psykisk dårligt? Spørgsmålet er lidt ligesom at sige pest eller kolera. For hvordan kan men vælge noget hvor begge ting er lige dårligt. Den musik som de fleste unge hører mener jeg, gør hvordan de opføre sig. F.eks. hvis en dreng høre rap-musik så går han jo rundt og siger nigger og sådan noget. For jeg har aldrig set en som jeg ved høre rap-musik løbe rundt og lege balletdanser. Men det er ikke kun musikken der gør hvem vi bliver, det er ligeså meget os selv for vi er individer som kan tænke og ikke bare løbe rundt som en flok lalleglade idioter. Det er også et stort ansvar som man får når man bliver teenager. Nu skal man stå til ansvar for det man har gjort. Nu er det nemlig slut med at gemme sig omme bage sine forældre. Det er nu man skal fiske sig selv op af det lort som man har rodet sig ud i. Når man tænker på det, så kan det godt være skrammende. At skulle stå til ansvar for alt det lort man laver. Det er en svær tid man skal igennem. For man skal lære at spille de voksens sære spil. Som er hvordan man skal hilse på en til en begravelse hvordan man skal sidde ved et fint bord. Hvordan man skal gå på en gade. Det hele er så underligt. Voksne tænker for meget på hvordan andre ser en. Det er ikke godt, der er nød til at være nogle som giver samfundet fingeren og lever livet frit. Ellers vil den vestlige verden bliver til et stort fint bord hvor man ikke må gøre en levende skid. Det bliver et uofficielt diktatur, hvor vi er bundet på hænder og mund af vores egen regler. Og hvis det sker. Så vil livet ikke være vær at leve. Et liv hvor de ikke må sige hvad du mener, ikke gøre hvad du vil og ikke gå der hen hvor dine ben bær dig hen.
