fredag den 5. marts 2010

3 nye spillere til BGA

BGA har fået tilgang af den offensive midtbanespiller Andreas Birkedal, der kommer til fra Greve og den 23-årige højre back Jacob Andersen (billedet), tidligere i FC Roskilde.
Ved vinterpausen overvintrer BGA på en 11.plads i 2. division øst med tre point ned til nedrykningsstregen. I kampen for overlevelse har vestegnsklubben nu fået tilgang af et par dygtige fodboldspillere.
Den offensive midtbanespiller Andreas Birkedal er kommet til fra Greve, mens den 23-årige højre back Jacob Andersen senest har tørnet ud for FC Roskilde. De tilgange er cheftræner Thomas Maale ganske tilfreds med.
- Vi har selvfølgelig også mistet nogle spillere, men vurderet på de første 14 spillere, så ser det bedre ud, end det gjorde i efteråret. Men vi har ikke så meget bredde. Det ville være fint, hvis vi kunne undgå skader, men allerede nu har vi fire-fem stykker skadet, og de skulle helst nå at blive klar, siger Maale til bold.dk.
Træneren har også store forventninger til en offensivspiller, der er hentet i seriefodbolden.
- Emil Jensen er en ung, lovende spiller, som vi har fået ude fra Herstedøster. Jeg glæder mig til at følge. Han kan enten bruges på kanten eller i angrebet. Det er lidt vores koncept, at vi gerne vil finde nogle unge spillere mellem 19 og 21 år, som vi kan udvikle.
- Målsætningen er at klare sig, og det tror jeg på, at vi kan. Det bliver også spændende at se, om der bliver vedtaget en reserveholdsliga, for gør der det, så kan vi måske spille lidt mere frigjort. Men målet er at overleve, og det synes jeg, vi har holdet til, slutter han.
Højre backen Christian Andreasen, stopperen Kasper Schultz og angriberne Mads Torry og Jesper Vosgaard har forladt BGA i vinterpausen.

Kilde: Bold.dk

Ingen kommentarer: