lørdag den 25. april 2009

BGA er nu en realitet


DBU har netop godkendt, at Glostrup FK indgår i en delvis fusion med naboklubben Albertslund. Fra den kommende sæson hedder klubberne BGA

En ny, delvis fusion har set dagens lys i dansk fodbold med Glostrup FK og Albertslund IF som de involverede parter.
DBU har netop godkendt en såkaldt delvis fusion mellem klubberne GFK og AIF med virkning fra 1. juli 2009. Det vil ske under navnet "Boldklubberne Glostrup Albertslund" - i kort form BGA.
Den nye konstellation overtager Glostrup FK’s placering efter sommerferien, hvilket efter alt at dømme vil sige i 2. division øst.
En delvis fusion er, modsat en fuld fusion, kendetegnet ved, at to eller flere klubber lægges sammen på et begrænset niveau. I det konkrete tilfælde har GFK og Albertslund valgt at indgå delvis fusion på herresenior-niveau, mens de to klubbers øvrige seniorhold spiller under Sjællands Boldspil Union, som også står for indplacering af disse hold. På ungdomssiden gælder den delvise fusion holdene fra U16 og opefter, mens spillerne på U15 og ned stadig spiller børne- og ungdomsfodbold i moderklubberne.

Supplerer hinanden
Formand for Glostrup FK, Hans-Henning Jacobsen, bliver ny formand for BGA. Han peger på, at de to klubber kompletterer hinanden rigtig godt.
- Der, hvor vi har huller i årgangene, har AIF hold og omvendt. I Glostrup har vi haft tradition for at have et hold på 2. divisionsniveau, og vi har altid haft en god bredde. Det, vi mangler, er talentmassen og et lag nede fra til at trykke op ad, og det har AIF. Det er fx rigtig godt, at Albertslund har et hold i Sjællandsserien, så vi ikke får det store hul mellem det bedste og næstbedste hold, som vi har i GFK, siger Hans-Henning Jacobsen.

Vestegnens alternativ
Han understreger, at BGA skal være Vestegnens alternativ, men vil ikke sige i forhold til hvem. Man skal dog ikke være fodboldprofessor for at gætte, at det er til Brøndby.
- Vores kerneydelse skal være at udvikle og levere spillere til andet og tredje lag i dansk fodbold, og skulle vi ramme en enkelt guldåre i ny og næ, gør det ikke noget, som er bedre til end os. På længere sigt er håbet, at vi bliver selvforsynende med spillere til førsteholdet, vel vidende at man skal være meget tilfreds, hvis det lykkes at producere en eller to førsteholdspillere per årgang, siger Hans-Henning Jacobsen, der ikke vil afvise, at den delvise fusion senere kan blive udvidet til at omfatte flere hold.

Godt samspil
Generalforsamlingerne i både Glostrup og Albertslund IF godkendte den delvise fusion for et par måneder siden, og også på kommunalt plan har samarbejdet fået en fin modtagelse.
- Der er alt mulig god grund til at rose både Glostrup og Albertslund Kommune for deres samarbejde i denne situation, siger Hans-Henning Jacobsen.
I øjeblikket arbejdet sportsfirmaet Select på at designe en spilledragt til BGA. Den gennemgående farve bliver rød.
- Vores trøje kommer til at minde om Dannebrog, og derudover får vi røde bukser og strømper, afslører Hans-Henning Jacobsen.


Kilde: Folkebladet Glostrup - Brøndby - Vallensbæk, 15.4.09.

Ingen kommentarer: