mandag den 23. maj 2011

Wolves bliver i Premier League

På trods af et 2-3 nederlag til Blackburn, har Wolves sikret sige endnu en sæson i Premier League. Men det skete først efter et sandt nervepirrende drama, som heldigvis for os Wolves-fans endte lykkeligt. Læs nedenfor fra Bold.dk, hvordan dramaet så at sige udviklede sig minut for minut:

Blackpool og Birmingham trak de korteste strå og må en tur ned i Championship efter en neglebidende sidste spillerunde i Premier League.

Birmingham og Blackpool rykker ud af Premier League. Det blev resultatet af søndagens 38. og sidste spillerunde i Englands bedste fodboldrække.
Den historisk tætte nedrykningskamp var den helt store attraktion forud for sæsonens sidste sæt Premier League-kampe. Hele fem hold lå inden for ét points afstand, og to af dem skulle følge West Ham ned til Championship.
Af disse gjorde John ’Faxe’ Jensens arbejdsgiver Blackburn sig uafhængige af øvrige resultater med en 3-2-sejr i bundkampen mod Wolverhampton på Molineux. Jason Roberts, Brett Emerton og David Hoilett scorede målene, alle i første halvleg, som forlængede Blackburns tilværelse som Premier League-hold med endnu en sæson.
Modsat Blackburn var Wolves nu i allerhøjeste grad afhængige af øvrige resultater, og det blev en følelsesmæssig rutsjetur for manager Mick McCarthy.
Først så Blackpool ud til at redde skindet, da de kom foran 2-1 på Old Trafford mod mestrene Manchester United, men United vendte slaget og vandt 4-2, og dermed blev det kun til én sæson i Englands fineste fodboldselskab for Ian Holloways mandskab.
Wolves fik til gengæld ingen hjælp fra Stoke, uden Thomas Sørensen, der tabte 0-1 i hjemmekampen mod Wigan, som herved sikrede sig en ny sæson i Premier League. Hugo Rodallega blev redningsmand for Wigan.
Dermed stod det mellem Wolverhampton og Carling Cup-vinderne Birmingham, og den duel bølgede frem og tilbage. Først var Wolves på vej ned, da de var bagud 0-3 mod Blackburn, dernæst gled Birmingham ned under stregen, da de i 49. minut af udekampen mod Tottenham kom bagud på et fremragende langskudsmål af Roman Pavlyuchenko.
Nedrykningsspøgelset hjemsøgte på ny Molineux, da Craig Gardner udlignede for Birmingham med godt ti minutter tilbage, men Stephen Hunts reducering til 2-3 for Wolverhampton tippede atter duellen i Wolves’ retning.
Det betød nemlig, at Wolves og Birmingham nu havde lige mange point og den samme målforskel, men Wolverhampton havde scoret flere mål end Birmingham og stod derfor til at overleve. Kuglerammen blev dog overflødig, da Roman Pavlyuchenko i tillægstiden på White Hart Lane gjorde det til slutresultatet 2-1 til Tottenham og derved beseglede Birminghams skæbne.
Birmingham og Blackpool slutter begge på 39 point som henholdsvis nummer 18 og 19 og må altså tage turen med West Ham ned i Championship, mens Wolverhampton, Wigan og Blackburn kan ånde lettet op.

Sådan så det ud i løbet af kampen om Wolves var inde eller ude af Premier Leauge:

Minut:
0-44: Premier League
45-48: Championship
49-78: Premier League
79-86: Championship
87-90: Premier League


Slutstillingen i bunden blev således:

17: Wolves 40 point
18: Birmingham 39 point
19: Blackpool 39 point
20: West Ham 33 point

Ingen kommentarer: