tirsdag den 5. august 2008

Prisen på vand i Finistére


Bodil Malmsten
Prisen på vand i Finistére
Ries, 2003
244 s.

Under en zap-tur på fjernsynet dumpede jeg midt ind i en forfattersamtale på svensk tv. Forfatteren – en meget velformuleret ældre svensk kvinde - fortalte om hvorfor hun var flyttet fra Sverige og nu boede i Frankrig. Af samtalen fremgik også at hun havde skrevet en bog om det. Ved udsendelsens slutning fandt jeg ud af at det drejede sig om Bodil Malmsten. Og så var det nemt at finde frem til bogen: Prisen på vand i Finistére. Og hvad var mere oplagt end at tage den med som en af bøgerne på min sommerferie til Loire-dalen, selvom Finistére er en del af Bretagne.
Bogen beskriver det første vidunderlige, svære og uoverskuelige år i Finistére, hvor den mystiske madamme C ”tvinger” forfatteren til at skrive denne bog om sine oplevelser og indtryk. En opgave som helt er ved at ødelægge den nye tilværelse som haveejer.
Bogen er en vidunderlig, pinlig, morsom og kras beskrivelse af livet og sproget som nytilflygtet til Frankrig, og et opgør med det Sverige hun forlod.
Der er kun et at sige – læs den bog.

Ingen kommentarer: